top of page

LINE BERGGREN LARSEN TAKKER AF FOR DENNE GANG

Hun har udviklet sig fra bænkevarmer i Aarhus United til en af Kvindeligaens helt store profiler på blot 2 sæsoner i Skanderborg Håndbold


Line Berggren topper aktuelt Kvindeligaen på stort set alle statistikker. Topscorer i mål i åbent spil, assists og MEP, samt flere kåringer til rundens og månedens spiller.


Det er virkelig en enestående bedrift af den 25-årige Skanderborg-spiller, der kom til klubben i 2022 fra United, hvor hun havde mistet spilleglæden bl.a. på grund af manglende spilletid.


Det fik hun til gengæld i Skanderborg, hvor hun stille og roligt begyndte at genfinde både spilleglæde og bygge lag på sit spil og sine præstationer på banen.


Foto: Line Berggren i aktion for de grønne (Foto: Ole Nielsen)


Derfor er det også helt naturligt, at der ovenpå sådan en sæson nu åbner sig muligheder for, at Line kan tage et skridt videre i sin karriere i en anden klub. Det er vi både glade for på Lines vegne, men også stolte over som klub, at vi med vores træningsmiljø og måde at gøre tingene på, også kan understøtte lidt "ældre" talenter i at realisere deres potentiale.


Cheftræner Jeppe Vestergaard sætter nogle ord på Lines mange kvaliteter:

Line har leveret en utrolig flot indsats i sin tid i Skanderborg og har stor andel i den flotte sæson, vi har leveret indtil nu. Line bidrager med en utrolig aggressivitet og fart, og derfor har hun også været en stor del af den skarpe kontrafase, der har kendetegnet holdet i denne sæson. Derudover stiller Line altid høje krav til sig selv, hvilket hele tiden bidrager til at udvikle hende selv og de andre spillere på holdet," lyder det fra cheftræner Jeppe Vestergaard.


Selv siger Line om sin beslutning:

Jeg har været rigtig glad for min tid i Skanderborg og derfor har det også været svært at tage beslutningen om, at jeg skal prøve noget andet. Skanderborg er et fantastisk sted at spille håndbold og jeg er så taknemmelig for de relationer, jeg har fået gennem klubben.


Jeg trives i klubben og det kan jeg takke alle de skønne mennesker omkring klubben for. Det har ikke været et fravalg af Skanderborg, men et tilvalg af noget andet. Jeg vil se tilbage på tiden i Skanderborg med et kæmpe smil og en stor taknemmelighed. Jeg ønsker klubben det bedste - men først vil jeg kæmpe alt, hvad jeg kan for Skanderborg i den sidste del af sæsonen,” lyder det fra Line Berggren.

 

💚💚💚

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page