Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Træningslejr på Mors

Webredaktør, udgivet d. 22. august, 2021

Skanderborgs Ligakvinder vendt hjem fra en god træningsweekend på Mors

I weekenden d. 20-22. august tog Skanderborgs Ligakvinder på træningsweekend på Mors til de sidste sæsonforberedelser. Fra fredag til søndag eftermiddag var de afsted til et program, der havde både haltræninger, fysisk træning, team-building og alternative aktiviteter:

Håndboldmæssigt fik vi taget endnu et skridt. Fredag aften havde vi en rigtig god træning med nogle dygtige drenge fra HF Mors: Det sætter vores egne forventninger højt til den fysik, vi kan gå ind til sæsonen med. Lørdag morgen var lidt mere lavintens, men vi fik arbejdet med nogle detaljer i spillet, som vi tror, vi får brug for de næste uger. Derudover gav pigerne den gas søndag formiddag med fysisk træning sammen med fysisk træner Morten Kirk Olesen. Ikke at det overraskede os, men der blev virkelig arbejdet igennem. Så alt i alt er vi tilfredse med håndbold-udbyttet” siger træner Peter Jagd.

Fredag aften stod på hygge i Morten Kirks forældres sommerhus, hvorefter pigerne enten indlogerede sig i sommerhuset eller i et shelter. Lørdag efter træning var der team-building aktiviteter i Karby Kuber, hvor pigernes samarbejdsevner og kreativitet blev testet. Aftenen stod på masser af bålhygge, herunder pandekager lavet over bål. Lige før sengetid blev pigerne så hevet ud på et natteløb, der udfordrede stedsansen og fik sat gang i adrenalinen. Søndag efter den fysiske træning blev pigerne som en lille overraskelse hevet ud på en svømmetur på 1 km. over Limfjorden. Alle (inkl. trænerne) gennemførte – nogle mere kolde og med flere grænser overskredet end andre, men selvom alle var uden for comfortzonen, gennemførte vi det som hold. Sejt!

Pigerne skal have stor ros for indsatsen hele weekenden: Vi snakker ofte om at tage ansvar og at være modige, og begge dele levede pigerne op til hele weekenden. Alle tog ansvar for de forskellige praktiske opgaver omkring sommerhuset, ligesom alle var modige nok til at gennemføre div. aktiviteter uden for comfortzonen. Det lover godt for holdets sæson.

Mange tak til alle dem, der hjalp os i weekenden: Mortens forældre med lån af sommerhus, dem der hjalp os omkring faciliteterne i hallen, HF Mors’ U17 Drenge for en god træning fredag og ikke mindst alle dem, der stod for sikkerheden på vores tur over Limfjorden.

På onsdag d. 25. august kl. 19:00 spiller Ligakvinderne første gældende kamp i Santander Cup’ens 1/8-dels finale mod København Håndbold.

Tirsdag d. 31. august kl. 19:00 venter Nykøbing F. Håndbold så i sæsonens første kamp i Bambusa Kvindeligaen. Begge kampe spilles på Fælleden.

Website Security Test