Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Ord med på vejen ….

Webredaktør, udgivet d. 6. april, 2021

Skanderborg Aarhus Håndbold

Når jeg skal give fusionen mellem herreligamandskaberne fra Skanderborg Håndbold og Århus Håndbold et ord med på vejen set med Skanderborg briller, ser jeg dette tiltag som en styrkelse af håndbolden i det Østjyske.

Fusionen er blevet aktuel efter at Århus Håndbold A/S har erklæret sig konkurs efter sidste spillerunde i grundspillet, hvormed holdet placeres som nr. 14 og dermed nedrykker.

Det er 2 hold fra klubber, som har en lang årrække og en håndboldmæssig stor historie bag sig, der nu bliver til ét hold.

Skanderborg Håndbold blev til, da Vrold Idrætsforening og Håndboldafdelingen i Skanderborg Boldklub blev slået sammen i 1983 – til den gang Vrold/Skanderborg Håndbold. Senere i 2005 blev navnet ændret til Skanderborg Håndbold, efter at Højvangen Idrætsforenings håndboldafdeling også var blevet en del af klubben.

Jeg har været formand siden 1987, og har dermed et stærkt tilhørsforhold og et bankende hjerte for den klub, jeg selv har spillet i – mine 3 drenge har spillet der, og nu spiller børnebørnene Frederik og Thomas.

 Hvad er det så, der gør det skridt vi tager nu – rigtigt.

Det er fremtiden for Skanderborg Håndbold og Håndbolden på liganiveau, der ligger os i bestyrelsen meget på sinde.

Vi har af 3 omgange været deltagere i ligaen for herrer startende i 1996, så i 2007 – og siden 2011 har vi været med i ligaen.

Skanderborg Håndbold er kendt for sit talentarbejde. Antallet af ungdomsmesterskaber er stort – antallet af ungdomslandsholdspillere både piger og drenge er stort. Vi udvikler mange spillere, som har ambitioner om at være på den øverste hylde – altså ligaerne – og det vil vi fortsat kunne gøre, og med øget kraft.

Fusionen Skanderborg Aarhus Håndbold spiller på Skanderborg Håndbolds licens, hvilket betyder, at sammenhængen mellem SHEA og talentarbejdet i Skanderborg fortsat er intakt, så vores mest talentfulde spillere fortsat kan være en del af ligatruppen.

Vi har en fantastisk opbakning fra forældre og ledere, og jeg tror aldrig vi har været så bredt og stærk funderet, helt fra de helt små og op til U19 liga piger og drenge, som vi er nu.

Det er ikke nogen hemmelighed at det at være med i ligaen – og sågar både for kvinder og herrer, kræver meget af en frivillig organisation, som vores har været stort set til nu. Det kræver også en stor opbakning fra lokalområdet, fra kommune og virksomheder – og det har vi.

Men økonomien har i de sidste 5-6 år haltet – ambitionerne specielt omkring herreligamandskabet har været større end den økonomiske opbakning.

Det har bestyrelsen haft meget fokus på det seneste år – så derfor, da denne mulighed opstod, hvor vi kunne sikre Skanderborg Håndbold, men også sætte større tryk og større sikkerhed for den absolutte top af herrehåndbolden i Skanderborg ved at gå ind i denne fusion – greb vi muligheden.

En fusion som rammen for ét herreligamandskab, som skal være lige så meget forankret i vores klub, som vort ligamandskab har været til nu.

Det flagskib som holdet har været for klubben, skal det nye hold fortsat være.

Den økonomiske udfordring vi har haft i bestyrelsen, har aldrig haft indflydelse på, hvordan kvinderne og ungdommen i klubben har kunnet agere – det sætter vi nu en tyk streg under, at det heller ikke vil ske i fremtiden.

Ved fusionen får vi flere økonomiske kræfter, og vi får etableret en administrativ organisation, som kan tage over på den række af praktiske opgaver, som hele tiden vokser.

Skanderborg Håndbolds Bestyrelse:

Jens Christensen, Formand – 4073 1655

Mai-Britt Soo, Næstformand – 5083 7134

Lotte Munch, Økonomiansvarlig – 4081 5580

Kurt Møller, Herresenior elite – 2722 1176

Lars Bang, UU og SHEA – 2121 7181

Peter Frederiksen, Damesenior elite – 2360 0507

Skanderborg, d. 5.4.2021

Jens Christensen

Website Security Test