Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Skuffelsen var stor …….

Webredaktør, udgivet d. 8. marts, 2021

Referat Skanderborg Håndbold – Lemvig-Thyborøn 27-29 (15-14)

Nick Rasmussen var hurtigt ude af hallen efter nederlaget på 29-27 til Lemvig-Thyborøn lørdag eftermiddag i Orangeriet.

De seneste mange kampe har der været en tilpashed over Nick Rasmussen efter kampene. Hyggesnakket lidt med alle – givet spillerne lidt ris eller ros efter kampen, men sådan var det ikke lørdag eftermiddag. Flere af spillerne var også hurtige til at komme ud af omklædningsrummet.

Alle var skuffede efter kampen, hvor man kunne have skrevet den 7. sejr i træk på holdets CV. Men sådan skulle det ikke være!

Selvom kniven var slebet inden kampen, så havde dagens modstandere, som også er inde i en god kamp-stime, mere tyngde og bund i deres spil.

Vores eget spil var uden samme bund som tidligere – det gjaldt både forsvar og angreb.  Selvom 1. halvleg så helt lige ud, var det bestemt ikke en start, der var tilfredsstillende. Der var for mange afslutninger, som ikke var kvalificerede nok, eller lå inden for rammen – og det var først mod slutningen af halvlegen, at vi igen fik lidt hold i det, og kunne gå til pause med en føring på 15-14. Det var efter en halvleg, hvor Cornelius Kragh scoringsmæssigt havde lagt godt fra land – og i målet var det igen Salah Boutaf, der var med til at holde os lige i kampen.

Efter de første 10 minutter af 2. halvleg begyndte gæsterne at trække fra. Vores egne blev lidt bange for afslutningerne og spillede mere og mere rundt, uden at de opståede muligheder nogle gange blev udnyttet. Vi fik Kristoffer Laursen tilbage i målet, hvor han også gjorde sit med 4 redninger i resten af halvlegen. Godt at se ham tilbage.

Resten af halvlegen følte vi flere gange, at vi skulle kunne komme tilbage i kampen, men hver gang slog det klogt spillende Lemvig-Thyborøn til, og vi måtte efter nederlaget acceptere en brudt sejrsrække.

Det betyder at næste kamp, hjemme mod Fredericia Håndbold, kan blive afgørende for at sikre den eftertragtede plads i slutspillet – inden vi skal møde GOG ude, og BSH hjemme i sidste kamp i grundspillet.

Lars Skaarup toppede scoringslisten efter en flot kamp med 5 på 5, og Cornelius Kragh scorede også 5 mål. Hákun Teigum 4, Kristian Bonefeld, Marcus Mørk og Morten Balling alle 3. Mads Kalstrup, Thomas Sommer Arnoldsen, Mike Haack og Mathias Smed hver 1 mål.

Kristoffer Laursen stod med 4 redninger på 13 afslutninger og Salah Boutaf med 11 på 31. Bemærkelsesværdigt, at mens Lemvig-Thyborøn blev noteret for 44 afslutninger, blev vi noteret for 38 afslutninger mod Ronnie Nicolaisen, som havde 13 redninger.

Da vi ikke havde TV fra denne kamp forsøgte LED-Banden sig for første gang nogensinde med Live Stream, og det blev helt klar en succes, hvor de 2 erfarne kommentatorer Morten Vest og Lars Seehausen krydrede billederne med ekspert-kommentarer. Der blev registreret, at ca. 1.000 havde fulgt Live Streamingen – selvom der var lidt problemer med udfald af forbindelsen undervejs, og lyden på Lars Seehausens mikrofon ikke var høj nok.

Fotos: Ole Nielsen

Til næste hjemmekamp er TV 2 Sport igen på plads, når vi møder Fredericia Håndbold tirsdag den 16. marts kl. 18.30.

Jens Christensen

Website Security Test