Optakt Ribe-Esbjerg
Vi møder et hold med et uforløst potentiale
På onsdag d. 10. februar kl. 18.30 skal vi i Dokken i Esbjerg møde Ribe-Esbjerg i vores 2. kamp efter den lange VM-pause.
Vi kommer til kampen med den flotte sejr på 33-29 over de danske mestre fra Aalborg, hvorimod hjemmeholdet kommer fra deres første kamp efter pausen med et nederlag til SønderjyskE på 28-23 i bagagen.
Det første opgør i Skanderborg i oktober endte med en sejr til os på 29-27. Efter en lige start kom vi bedst videre – og en overgang i 2. halvleg førte vi med hele 5 mål.

Ribe-Esbjerg ligger nr. 10 med 15 point, og vi er, efter de kampe der er afviklet efter vores mod Aalborg, placeret som nr. 7 med 20 point.
På papiret en favoritposition til denne kamp, som vises på TV 2 Sport – med optakt fra kl. 18.00. Et kig på deres holdkort viser dog et hold med stort potentiale – med mange spillere med stor tyngde og landsholdserfaring. Det drejer sig om Runar Karason, Jonas Larholm og Miha Zvizej – sidstnævnte er en af ligaens bedste stregspillere – samt Søren Rasmussen, der har et virkelig højt niveau i målet. Men også en bagspiller i skikkelse af Nicolai Nygaard byder ind med mange scoringer fra venstre back positionen.
Ribe-Esbjerg mestrer både det offensive 5-1 forsvar med Lasse Uth på den fremskudte plads, og også et meget solidt 6-0 forsvar, hvor Søren Rasmussen er en sikker sidste skanse.
Vort eget mandskab er uden skader, dog må vi fortsat undvære Kristoffer Laursen i målet – men Salah Boutaf viste i Aalborg kampen sit potentiale, hvor også vores bagspillere Cornelius Kragh og Morten Balling spillede angrebsspil på et meget højt niveau.

Foto: Ole Nielsen
Forsvars-spillet hang også rigtigt godt sammen, selvom det var udfordret af de mange udvisninger.
Efter onsdagens kamp spiller vi igen på hjemmebane torsdag den 18. februar kl. 20.00 mod Mors-Thy – en kamp, der også vises på TV 2 Sport.
Jens Christensen