Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Stortalent forlænger samarbejdet med Skanderborg Håndbold

Jeanette, udgivet d. 23. november, 2020

Et af de største fløjtalenter vi har i den danske håndboldliga, Hákun Teigum, har valgt at forlænge sin aftale med Skanderborg Håndbold i yderligere tre sæsoner, så han bliver i Skanderborg indtil sommeren 2024.

Hákun kommer fra Færøerne og flyttede til Danmark for at udvikle sit håndboldtalent på vores håndboldakademi, SHEA. Kombinationen af Hákuns talent og en stor arbejdsindsats har betydet at han allerede i denne sæson har fået spilletid i håndboldligaen og har budt ind med flere gode kampe.

Igen har vi et bevis på én af vores competitive edges – vores håndboldakademi. Det faktum at vi kan udvikle spillere, som Hákun, der i en ung alder kan gøre en forskel i håndboldligaen betyder at vi færre gange skal hente spillere udefra.

Hákuns unge alder tillader ham at spille kampe både i håndboldligaen og for vores U-19 hold. Det er en manøvre, som nogle spillere kan have det svært med. At stå på den store scene i spotlyset den ene dag og den næste at skulle spille U-19 håndbold. Det er en voldsom kontrast og det kan være svært at håndtere.
Men et bevis på Hákuns ukuelige indsats kom tidligere i denne sæson. Hákun og ligamandskabet havde spillet en midtugekamp under vanlig standard på hjemmebane mod KIF Kolding. Den efterfølgende søndag skulle han og U-19 holdet spille på udebane mod Skjern Håndbold. Hákun går fra banen som topscorer med 14 mål på 16 forsøg, heraf kun ét enkelt på straffekast. Det er ganske enkelt imponerende og høj klasse fra vores unge fløj.

Foto: Ole Nielsen.

Hakun udtaler: Jeg er meget glad for at forlænge min kontrakt med Skanderborg Håndbold. Det er i denne sæson mit tredje år i Skanderborg, hvor de to første år var på SHEA. Jeg ser meget frem til at spille yderligere tre sæsoner for Skanderborg Håndbold, hvor muligheden for at udvikle mig som håndboldspiller er rigtig gode.

Vi glæder os meget over at Hákun har valgt at skrive en 3-årig kontrakt med Skanderborg Håndbold. Først og fremmest fordi vi har en god spiller i de kommende tre sæsoner. Men vigtigst af alt fordi det giver Hákun den ro og tillid, der skal til for at han kan udvikle sig til at blive en spiller på absolut højeste niveau. På trods af et stort talent kræver det stadig en indsats i træningslokalerne, som i sidste ende er afgørende for hvor langt Hákun kan nå.

//Karsten S. Nielsen
   Sportschef, Skanderborg Håndbold

Website Security Test