Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Optakt TTH Holstebro Santander Cup semifinale

Webredaktør, udgivet d. 24. september, 2020

Vi skal hænge bedre sammen i forsvaret. Efter et nederlag mod TTH Holstebro i vores 4. ligakamp, skal vi igen op imod TTH, denne gang på hjemmebane i Orangeriet på Fælleden i Santander Cup semifinalekamp.

Det er en helt anden kamp – et helt andet sted – og i en helt anden turnering.

Det er afslutningen på landspokalturneringen Santander Cup 2018/19, som af flere gange er blevet udskudt og aflyst. Oprindeligt skulle kampene være spillet d. 8 og 9. marts og seneste dato for afholdelse var d. 26. og 27 september. Det store Santander Final4 arrangement i Boxen i Herning blev dog ikke til noget i denne omgang. Vi havde ellers set frem til en weekend hvor de 4 hold kunne havde spillet 4 intense kampe, og have fordelt placeringen fra nr. 1 til nr. 4 imellem sig over 2 dage. Sådan blev det desværre ikke. Covid-19 har gjort denne afslutning umulig og efterfølgende er klubberne, Divisionsforeningen og Santander Consumer Bank blevet enige om, at sikre den sportslige korrekte afslutning på turneringen ved at spille kampene, men efter de nye regler som nu en gang er udstukket.

Efter de nyeste retningslinjer, betyder det at der til de 2 semifinaler i Skanderborg og Gudme, kun må være 500 personer til stede. Dette betyder at vi stort set kun har tilskuere fra postnummer 8660 og derudover selvfølgelig modstandere og dommere. Det bliver en helt anden atmosfære, men uanset hvad vil de 2 mandskaber gå ind og kæmpe for det det drejer sig om – At komme i finalen!

Finalen spilles søndag kl. 15:50 og hvor denne kamp kommer til at foregå, afgøres efter de 2 vindere til finalekampen er fundet, ved en lodtrækning om hvem der skal lægge halgulv til.

Vi med grønne hjerter, tror naturligvis på sejr til Skanderborg og en sejr i lodtrækningen, hvilket betyder at finalen kan spilles på Fælleden søndag kl. 15:50.

Alle kampe vises på TV 2.

Lodtrækningen sker umiddelbart efter at de 2 vindere er fundet. Lodtrækningen forventes at finde sted kl. 18:00. Den klub som vinder lodtrækningen, vil være klar med billetsalg fra kl. 18:30.

Bliver det Skanderborg Håndbold, som vi håber på, skal du/I være hurtige ved tasterne – der er kun 200 billetter til salg via Safeticket.

Det var alt om baggrunden og det praktiske, nu til vores semifinalekamp.

Nick Rasmussen var efter kampen ude mod TTH, som blev tabt klart med 27-34, helt skarp på hvad der skulle være indsatsområdet i ugens træning.

”Vi skal hænge bedre sammen i forsvaret! Det som har fungeret så godt, i både træningskampe og de 3 første turneringskampe, har været sammenhængskraften i forsvaret. Spillerne har været dygtige til at stå sammen, hænge sammen og bakke op. Det har givet optimale betingelser for vores målvogter Salah Boutaf, som virkelig har leveret i målet”.

På den modsatte banehalvdel står en flok angribere fra den øverste hylde klar til at udfordrer os. De er dygtige og de har mange strenge at spille på. Deres kontraspil er blandt de allerbedste i ligaen, og når folk som Magnus Bramming, Nikolaj Enderleit og Johan Meklenborg alle sammen lykkedes, er det svært at være modstander.

Vi skal være klar på at møde nogle ordentlige kraftkarle i startopstillingen i TTH-forsvaret, som gør det svært at komme til gode afslutninger. Man kan virkelig slå sig, og når man kommer igennem fylder Sebastian Frandsen rigtig godt med sine godt 2 meter og et vingefang som ingen andre – at loppe over ham er en umulig kunst.

Nick Rasmussen er dog fortrøstningsfuld forud for kampen. Holdet vil vinde! De vil spille finale, som de gjorde sidste år, hvor de kun var 1 mål fra at vinde over Aalborg Håndbold og tage guldhatten på. Denne gang skal vi have lidt guld på toppen af de grønne.

Jens Christensen

Website Security Test