Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Nederlag mod tophold

Webredaktør, udgivet d. 17. september, 2020

Referat Skanderborg Håndbold – Viborg HK 27-36 (12-19)

Nederlag i målrig affære mod tophold.

Skanderborgs Ligadamer tog onsdag aften mod et stærkt Viborg-mandskab på Fælleden. Et opgør med mange mål, som Viborg HK trak sig sejrrigt ud af.

”Vi er helt afklarede med, at Viborg er et mandskab af høj, høj kvalitet, som vi alle dage vil få svært ved at matche. Det fik vi så også i dag i både returløbet og i perioder også vores stationære forsvar.

Først og fremmest er vi dog rigtig glade for, at vi var i stand til at lave 27 mål mod så stærk en defensiv. Sidste år havde de det bedste forsvar i Ligaen, og med præcis 0 udskiftninger i deres 4-blok er de helt afgjort også ét af ligaens bedste forsvarshold i denne sæson. 27 mål er derfor rigtig flot.

Desværre fik vi også lavet mange elementære fejl. Jeg siger ikke, at vi havde vundet kampen ved at minimere dem, men med ret enkle midler kunne vi nok have holdt Viborg på 30 til 32 scoringer, og så var kampbilledet blevet et andet. Det er selvfølgelig noget, vi skal have evalueret på og trænet, men sådan går vi jo hele tiden efter at blive bedre i alle spillets facetter” siger træner Peter Jagd.

Kampens spiller blev højre fløj Emilie Bech med 3 flotte mål.

Skanderborgs Ligadamer skal i næste uge en tur til Esbjerg mod de forsvarende danske mestre. Næste hjemmekamp er først onsdag d. 7. oktober kl. 20:30 mod Odense Håndbold. Kampen spilles som en del af et dobbeltarrangement, hvor herrerne åbner aftenen med et opgør mod Ribe-Esbjerg.

Skanderborgs målscorere: Sofia Deen 5, Caroline Rasmussen 3, Emilie Bech 3, Lotte Vestergaard 3, Katrine Larson 3, Emma Ernst 3, Stine Kristensen 2, Sarah Stougaard 2, Emilie Ytting 1, Sarah Kirkeløkke 1 og Melina Kristensen 1.

Website Security Test