Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Nederlag i svag præstation

Webredaktør, udgivet d. 27. februar, 2020

HTH Ligaen, 22. runde, referat Skanderborg Håndbold – TTH Holstebro 20-22 (7-11)

Hvis vi skal sige det på en pæn måde, så var dagens resultat og præstation ikke på nogen måde godkendt. Udtrykket og indstillingen var slet ikke, hvor den skulle være, og det gav en tidlig føring på 4-10 til TTH Holstebro. Derfra kom vi tilbage, og det var i sig selv flot ikke at være bagud med mere end 7-11. Det sørgede et godkendt sidste kvarter af første halvleg for, hvor særligt Sophie Moth hev nogle flotte redninger op.

2. halvleg startede dog mindst lige så skidt. Næsten ingen spillere løste deres opgaver, og selvom vi var forberedt på alt det, TTH kom med, forblev vi passive og lod dem gøre de ting, de var gode til. Det gav så en føring på 8-16 til TTH Holstebro.

Enkelte gode præstationer rundt omkring holdt os inde i kampen, heriblandt debut til Emma Ernst, og vi var faktisk tæt på at hente dem til sidst. Men da særligt de defensive aftaler aldrig blev holdt, og vi ikke fandt rytmen og timingen angrebsmæssigt, fik vi ikke lukket hullet. Vi må derfor tage meget skuffede fra kampen. Den følelse skal vi så sørge for at rette op på igen næste uge, hvor turen går til Stadionhallen i Aarhus og et besøg hos Aarhus United.

Næste hjemmekamp er der et stykke tid til – til gengæld er der meget at se frem til! EH Aalborg gæster gode gamle Morten Børup lørdag d. 21. marts kl. 15:00. Her er der virkelig vigtige point på spil i bunden af Ligaen, og Skanderborgs Damer har brug for god opbakning og en fyldt hal denne lørdag. Så selvom der er længe til, så kryds allerede nu denne lørdag eftermiddag af i kalenderen!

Skanderborgs målscorere: Sofie Alnor 5, Emma Thatt 3, Stine Holm 3, Anna Berger Wierzba 2, Sidsel Mejlvang 2, Sofia Deen 2, Sarah Stougaard 1, Emma Ernst 1, Mathilde Pedersen 1.

– Træner, Peter Jagd

Website Security Test