Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Nederlag i stor fight

Webredaktør, udgivet d. 6. februar, 2020

Skanderborg Håndbold – GOG 29-33 (13-18)

Første hjemmekamp i 2020 endte desværre uden vigtige point. Pigerne havde ellers vist vejen med en flot sejr i bundgyseren mod Horsens og truppen var meget opsatte på at få vasket den grimme plet fra Århus i sidste uge væk. Det blev en seværdig håndboldkamp med masser af fight men selvom det blev ganske tæt i slutningen, endte de gule fra Fyn med at rejse hjem med begge point.

Skanderborg var ellers helt klar fra kampes start anført af en velspillende sidste skanse i Kristoffer Laursen i kampens indledning. 5-2 stod der efter 6 minutters spil, men gæsterne udnyttede kynisk et par brændte afslutninger fra vores side til at løbe den velkendte GOG kontra og efter 10 minutter var alt igen lige ved 6-6. Herfra stod der desværre GOG på resten af halvlegen, hvor vores defensiv ikke stod effektivt nok imod de klogt spillende Goggere.

Efter 25 minutter begyndte det at se lidt kritisk ud med en 15-11 føring til gæsterne og 2 udvisninger indenfor få sekunder til Smed og Kragh. Vi fik os kantet til pause bagud 13-18 og med en ikke alt for god fornemmelse i maven. Emil Jakobsen med 7 og Lasse Møller med 5 scoringer var de store profiler for gæsterne, hvilket vel ikke var den store overraskelse men det viser vel også klassen hos de 2 profiler at de trods stor opmærksomhed alligevel præsterede stort. Populær var den svenske playmaker Josef Pujol derimod ikke og kampen igennem fik han Skanderborg publikummet på nakken efter flere tvivlsomme episoder på kanten af den danske håndboldlovgivning.

 Det var en sammenbidt cheftræner der kom ud fra pausesnakken og nåede at sige et par ord til den altid skarpe Morten Vest med interview mikrofonen. Defensiven skulle styrkes og det blev den.

Efter 34 minutter havde vi reduceret til 17-19 og stemningen steg adskillige grader i Orangeriet. GOG viste hvorfor de er blandt favoritterne til semifinalerne med 3 kyniske scoringer i træk og så var vi tilbage ved udgangspunktet igen. Drengene skal i dag have ros for ikke at slå op i banen på nogen måder og trods modgang havde vi midtvejs i 2. halvleg igen skabt kontakt ved 23-25 og da Jonas Samuelsson efterfølgende reducerede til 24-25 var der ved at være god gammeldags 8660 stemning på lægterne.

Igen trak GOG fra til en 4 måls føring, primært pga. af Lasse Møllers kæmpe talent, men igen gav vi ikke op. Med 5 minutter tilbage var vi igen på minus 2 og her var kampen ved at gå over i kategorien hektisk. En helt forkert udvisning af Kristian Bonefeld bragte voldsomme protester af det grønne publikum og førnævnte Pujol var igen indblandet og kom vist ikke med i mange aftenbønner i 8660 området torsdag aften.

Det blev ved lige ved og næsten og i sidste ende vel også en fortjent sejr til GOG. De viste klassen og kynismen som et tophold og så vandt de også den vigtige målmandsduel med 15-9.

Fighten var der intet at sætte en finger på og der skulle ikke have været mange ting i kampen der var gået Skanderborgs vej, før vi kunne have hentet point ud af opgøret i dag.

2 nederlag i træk efter januar pausen har desværre betydet at vores lille forspring til forfølgerne på 9-10 pladsen er væk, så vigtigheden af de resterende 7 kampe er nu endnu mere skærpet i kampen om de forjættede slutspilspladser.

Det bliver nogle utroligt spændende uger vi går imod i Skanderborg Håndbold.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Cornelius Kragh 6, Morten Balling 6, Jonas Samuelsson 5, Lars Skaarup 4, Marcus Mørk 3, Mathias Bitsch 3, Kristian Bonefeld 2.

Målscorer GOG:

Emil Jakobsen 9, Lasse Møller 7, Stig Tore Moen 4, Mathias Gidsel 4, Arnar Freyr 3, Odinn Rikhardsson 2, Josef Pujol 2, Oscar Bergendahl 2.

Website Security Test