Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Første sejr over TTH i 6 år

Webredaktør, udgivet d. 26. februar, 2020

Skanderborg Håndbold – TTH Holstebro 29-26 (16-10)

Endeligt. Efter 6 år, 75 måneder, 323 uger og 2.262 dage lykkedes det endeligt at få skovlen under TTH Holstebro. 11 nederlag i træk og selvom de ikke alle har været så frygtelige som den i efteråret 2019, så har TTH Holstebro udviklet sig lidt til vores hademodstander de senere år.

Med fredagens uendeligt ringe 1. halvleg i Lemvig og derudover forsvarsminister Mathias Smed på skadeslisten, så var der egentligt ikke noget at sige til at dagens gæster var storfavoritter hos bookmakerne op til onsdagens opgør.

Men fra kampens første sekund var der ingen tvivl om hvem der både ville og kunne mest i dag. 3-0 stod der efter blot 3 minutter og allerede på dette forholdsvis tidlige tidspunkt havde Borgmester Laursen tydeligt gjort opmærksom på at indsatsen i Lemvig var en engangsforestilling. Kristoffer Laursen stod ganske enkelt fremragende de første 30 minutter med 50% i redningsprocent.

Efter 10 minutter var stillingen 5-4 og midtvejs 7-5, men herfra trak vi bare fra og lod aldrig TTH Holstebro komme i nærheden af sejren resten af kampen. I fraværet af Mathias Smed spillede Mads Kalstrup og Kristian Bonefeld en fremragende kamp i midterforsvaret gennem alle 60 minutter og da vi samtidigt spillede både godt og varieret i den offensive ende, kunne vi gå til pause med en føring på 6 dejlige mål via 16-10.

Belært af sidste uges comeback fra 19-10 i Lemvig, havde ingen dog skudt bjørnen i Skanderborg da 2. halvleg blev fløjtet op i Orangeriet. På intet tidspunkt gav vi dog slip i den gode indsats og kampen begyndte efterhånden at ligne kampen i Holstebro i efteråret, bare med modsat fortegn. TTH kunne ikke komme til ordentlige chancer i et velfungerende forsvar og flere gange udnyttede vi gæsternes fejl til at løbe bolden i et tomt TTH mål. Det husker vi kun alt for godt hvor ondt det gjorde, men i dag var det TTH det gjorde ondt på.

Efter 39 minutter bragte vi os med 4 mål i træk foran med 10 mål for første gang. Det betød timeout nummer 3 fra TTH-bænken, heldigvis uden nogen effekt. Efter 48 minutter stod der stadig +10 på måltavlen og spændingen i kampen var efterhånden en by i Rusland. TTH fik dog pyntet på resultatet de sidste 12 minutter hvor vi aldrig rigtigt fandt noget modtræk mod deres 5-1 forsvar, men det var ren kosmetik.

Vi førte kampen gennem alle 60 minutter og det var ikke nemt at se at det var mere end 6 år siden vi sidst kom fra et opgør mod TTH med 2 point på lommen. Det gjorde vi i dag og det var ekstra dejligt at måden vi fik de 2 point på, var så overbevisende.

Sejren betød vi kravlede op på 5. pladsen og nu er foran både Skjern og Ribe-Esbjerg, selvfølgeligt med 1 kamp mere end de 2 nævnte. Det begynder at lugte af slutspil i 8660.

Sidst men ikke mindst gav dagens resultat en ny dimension før vi møder netop TTH Holstebro om blot 2,5 uge i Jyske Bank Boxen i Herning. Har du ikke købt billet, så gør det NU!  

Duellen mellem brødrene Balling faldt langt om længe ud til storebrors fordel. Sidst vi slog TTH var det faktisk med Peter Balling på Skanderborg holdkortet.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Morten Balling 7, Lars Skaarup 6, Cornelius Kragh 4, Jonas Samuelsson 3, Nikolaj A. Nielsen 2, Marcus Mørk 2, Mathias Bitsch 2, Kristian Bonefeld 2, Mads Kalstrup 1.

Målscorer TTH Holstebro:

Peter Balling 6, Magnus Bramming 5, Nikolaj Enderleit 4, Kasper Kildelund 3, John Meklenborg 3, Jonas Porup 2, Christoffer Cichosz 2, Johan Kofoed 1.

Website Security Test