Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Tilbage på point sporet

Webredaktør, udgivet d. 9. december, 2019

Skanderborg Håndbold – KIF Kolding 35-29 (14-11)

Skanderborg Håndbold er tilbage på sporet efter en sikker hjemmesejr mandag aften over KIF Kolding på 6 mål.

2 nederlag i træk betød at vi røg fra 4. pladsen og helt ned på 9. pladsen og dermed pludseligt udenfor det selskab i top-8 som er vores målsætning. Mors-Thy og Århus Håndbold har begge valg at udnytte vores lille point stilstand og har dygtigt fået udlignet det fine forspring vi havde på 5 point for 2 uger siden, men i dag bed vi fra os igen og indtager nu 5. pladsen i den vanvittige Primo Tours Liga anno 2019/2020.

Der var sæsonrekord på lægterne i Orangeriet og sædvanen tro leverede drengene bare bedre til den flotte opbakning. Skanderborg var i samme opstilling som de sidste par kampe, med Morten Kirk på skadeslisten og Marcus Mørk på ”måske” listen og igen med unge Magnus Haubro fra U19 holdet med i truppen.

Gæsterne fra Kolding var stærkt opsatte på at få revanche efter de sidste par kampes skuffelser og de startede også fint med at stjæle bolden fra os og bringe sig foran 1-0. Men det skulle vise sig at blive den eneste føring de hvidblusede fra postnummer 6000 fik i dag. Gæsterne hang på til 5-5 efter 11 minutter og derfra begyndte Skanderborg ekspressen at trække fra. 3 mål i træk betød en føring på 8-5 og første timeout fra den svenske Kolding træner Ulf Sivertsson. Det hjalp ikke gæsterne der kom yderligere bagud med 10-5 efter 21 minutter, hvilket fik KIF til at gå i det forhadte 7 mod 6. Det hjalp desværre og det fik smidt lidt grus i Skanderborg offensiven men alligevel gik vi til pause foran med 14-11.

Fornemmelsen i pausen var at vi havde fuldstændig kontrol over kampen, men der manglede alligevel lige det sidste for at man var helt tilfreds.

KIF Kolding fortsatte med 7 mod 6 efter pausen men efter 35 minutter fik Skanderborg endeligt løsnet op for knuden og fik nemmere og nemmere ved at dæmme op for de mange KIF spillere i angreb. Jonas Samuelsson løb bolden ind i tomt mål til 19-14 og så forsvandt lysten i Kolding lejren til at fortsætte den for dem farefulde færd.

Skanderborg fortsatte med at øge føringen der midtvejs vekslede mellem 5-7 mål. Mathias Bitsch vågnede for alvor op til dåd efter pausen, hvor han var helt forrygende og lavede 6 mål, efter han de første 30 minutter ikke ramte meget og ikke kom på måltavlen overhovedet. Morten Balling styrede på suveræn vis vores offensiv og Cornelius Kragh viste igen stigende formkurve og endte med at blive topscore med 7 rene mål.

Der manglede bare stadig lige de sidste 2% for at kampen var knækket helt til vores favør, og Kolding fik hele tiden holdt en fod inde i opgøret. Kampen blev omvendt aldrig spændende på nogen måde men vi formåede heller ikke at vride kniven helt rundt og afslutte kampen på knockout.

Salah Boutaf kom på banen i 2. halvleg og fik skrevet sig i historiebøgerne med hans første 2 scoringer for klubben, til dagens største bifald, og i slutminutterne fik unge Magnus Haubro også sat flueben ved ligadebut i Skanderborg trøjen. Ingen tvivl om at det er de første liga-minutter af mange i fremtiden for den talentulde bagspiller.

En sikker sejr og en yderst vigtig sejr og 2 point til samlingen. De point bliver vanvittigt vigtige når sæsonen går ind i den afgørende fase i februar måned.

Nu venter 5 træningsdage inden vi drager til Hillerød på lørdag og får vores debut i den nye flotte arena som ligaens bundprop Nordsjælland lige har indviet, mod netop dagens gæster fra KIF Kolding.

Så venter endnu en tur til Sjælland på tirsdag 17/12, hvor 120 grønne fans også tager turen til Ringsted i kampen om endnu en tur i Boxen til foråret.

Årets sidste hjemmekamp bliver mod de fuldstændigt suveræne Aalborg Håndbold, lørdag 21/12 kl. 16.00. Billetsalget er åbent.

En dejlig dag i den orange håndboldhal og på falderebet man må for guds skyld ikke glemme at fortælle dagens vigtigste detalje. Morten Balling blev mandsopdækket, formodentlig til stor ærgelse for anføre Morten Kirk Olesen.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Cornelius Kragh 7, Mathias Bitsch 6, Kristian Bonefeld 4, Jonas Samuelsson 4, Morten Balling 4, Nikolaj A. Nielsen 3, Salah Boutaf 2, Mike Haack 2, Mads Kalstrup 2, Lars Skaarup 1.

Målscorer KIF Kolding:

Andreas Flodman 7, Benjamin Pedersen 5, Alexander Morsten 5, Mattias Thynell 4, Frederik Gustavsson 3, Martin Mauer Larsen 2, Jens Svane 1, Andreas Væver 1, Chris Jørgensen 1.

Website Security Test