Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Mr. Fredericia vs Fredericia

Webredaktør, udgivet d. 8. november, 2019

Når vi på mandag kl. 20.00 tager imod oprykkerne fra Fredericia HK, er der samtidigt en helt speciel kamp i kampen for vores cheftræner Nick Rasmussen. Han er vel om nogen i nyere tid det man kan kalde Mr. Fredericia efter 33 år i klubben som spiller og træner, indtil det hele endte med en dramatisk fyring midt i sæsonen for 12 år siden.

Dette er historien om foreningsmanden, håndboldspilleren, håndboldtræneren Nick Rasmussen, der på mandag skal stå over for hans barndomsklub på den modsatte side for første gang i karrieren.

Nick Rasmussen er i dag 51 år gammel og er i gang med sin 3. sæson i Skanderborg Håndbold.

Jeg er født i Ringsted men er opvokset i Børkop som ligger 12 km fra Fredericia. Her spillede jeg ungdomshåndbold og kom med på kredsholdet i Kreds 8 i 1984 som junior spiller. Der var 7-8 Fredericiaspillere på kredsholdet og det endte med at jeg skiftede ind til Fredericia FF som 2. års juniorspiller samme år. Vi var kun 2 spillere fra årgang 1968 på kredsholdet som ellers var årgang 1967 og mange af spillerne fra netop det kredshold blev senere divisionsspillere i Fredericia.

På det tidspunkt var der 2 håndboldklubber i Fredericia. Fredericia KFUM og Fredericia FF. KFUM var 5. dobbelte Danske mestre fra 1975-1979 men rykkede i 80erne ud af 1. division og senere ned i 3. division, hvor også Fredericia FF befandt sig. Da jeg blev senior i 1987 i Fredericia FF, var begge klubber i 3. division og vi havde nogle drabelige lokalopgør i Fredericia Hallen.

I 1990 blev de 2 klubber lagt sammen til den nuværende konstruktion Fredericia HK, og det nye hold startede i 3. division. Det var 2 stærke 3. divisionshold der blev lagt sammen og resultaterne kom da også omgående, da vi rykkede op 2 år i træk og allerede i 1992 var vi i den bedste række, der dengang blot hed 1. division.

Vi fik Anders Dahl som træner i den bedste række. Han var landstræner på daværende tidspunkt og jeg tror hans funktion skulle hedde konsulent pga. hans landstræner job, men upåagtet hans titel var han i praksis træner for holdet. Vi overlevede den første sæson men i en anden sæson skiftede Anders Dahl til Flensborg midt i sæsonen og det endte med at vi rykkede ned i 2. division igen. Her var vi i 8 lange sæsoner, hvor vi flere gange var tæt på at rykke op igen, men det glippede i flere omgange i kvalifikationskampene.

I 2001 blev jeg så ansat som spillende træner og i min første sæson 2001/2002 lykkedes det endeligt at rykke tilbage i den bedste række. I den første sæson i den bedste række 1. division fortsatte jeg som spillende træner men derefter stoppede jeg som spiller for at helligede mig trænergerningen 100%.

Jeg trænede holdet i 3 sæsoner i den bedste række men efter 2004/2005 sæsonen fik jeg ikke fornyet min kontrakt i klubben og i stedet overtog Mik Hagenbo trænersædet. Jeg ved ikke om man kan kalde det for en fyring når man ikke får forlænget sin kontrakt, men sådan følte jeg det. Det var hårdt ikke at skulle fortsætte det arbejde jeg syntes jeg havde været en stor del af, men klubben mente det var tid til nye tanker. Det var hårdt for mig men jeg kom dog stadig i hallen og så de fleste hjemmekampe. Der var jo ikke så meget håndbold på TV som der er i dag, men det var specielt at skulle følge holdet fra tilskuerpladserne i stedet for bænken.

Der gik dog ikke længe inden jeg var tilbage på udskiftningsbænken. 3 kampe før afslutningen på 2005/2006 sæsonen lå holdet til nedrykning og Mik Hagenbo blev afskediget og jeg blev bedt om at træde til igen. Vi gjorde rent bord i de 3 sidste kampe og holdet klarede frisag og undgik både direkte nedrykning og kvalifikationskampe.

Efter redningen blev jeg så genansat op til 2006/2007 sæsonen men i den efterfølgende 2007/2008 sæson gik det så galt igen. Efter 7 kampe blev jeg opsagt med omgående virkning, på trods af at vi klarede os rigtigt godt i turneringen. Jeg tror vi lå nummer 6 i rækken og vi havde tilmed lige kvalificeret os til semifinalen i pokalturneringen. Det er egentlig ikke en sag jeg har lyst til at ribbe ret meget op i for det var en periode i Fredericia med rigtigt meget ballade. Truppen var en blanding af spillere fra egen avl og en del udefrakommende spillere og den clash mellem 2 kulturer fungerede bare ikke i hverdagen.

Set i bakspejlet var jeg nok for ung til at styre de processer der foregik i truppen og så tror jeg at jeg var for følelsesmæssigt involveret i klubben. Jeg forsøgte forgæves at råbe ledelsen op og så endte jeg med at blive for åbenmundet omkring vores situation overfor pressen og det udløste prompte en fyreseddel.

Det har jeg fortrudt rigtigt mange gange sidenhen, for det var starten på en rigtig hård periode af mit liv. De efterfølgende 6 måneder foregik mest på sofaen med alt for meget fritid og alt for mange cigaretter og den periode har helt sikkert været med til at forme mig som den person jeg er i dag. Jeg besluttede mig for at resten af mit liv ville jeg være et glad menneske og det gav mig et helt nyt værdigrundlag at leve efter. Fredericia Hallen havde været mere end det halve af mit liv og pludseligt var det slut for mit vedkommende, det havde jeg meget svært ved at acceptere. Jeg havde håbet på mere snor end jeg fik, jeg syntes måske jeg havde lidt mere stående på kontoen qua mit livslange forhold til klubben, men der må jeg bare erkende at jeg gik længere ud end jeg kunne bunde. Jeg havde kun 15 timer på skolen på det tidspunkt og jeg havde alt for meget tid til at tænke over situationen og jeg kom slet ikke i hallen i det efterfølgende år, hvilket for mig jo var helt og aldeles uhørt.

Jeg havde oplevet så mange dejlige ting i klubben og pludseligt var det helt slut, det var en virkelig hård tid jeg gennemgik der. Der er ingen i ledelsen fra dengang i 2007 der har nogen funktion i klubben i dag men det sidder stadig dybt i mig kan jeg mærke.

Jeg er jo fra den tid hvor foreningslivet var en stor del af hverdagen. Jeg kan ikke huske hvor mange timer vi har slæt stole efter koncerter og garant bankmøder, for at tjene penge til foreningen. De fleste af mine venner og bekendte var tilknyttet klubben og det var en stor del af mit liv der pludseligt blev trukket væk under mig. Det var der man mødtes og der man faldt i snak med folk og der man sad og fik en øl eller 2. Jeg havde været en del af klubben siden 1984 og det er jo ikke helt som i dag hvor man jo kan være legende efter 2 timer, koryfæ efter 4 timer og et ikon efter 6 timer. Det er der sikkert ikke noget galt med, men i den tid skulle der noget helt andet til for at opnå den klub status end det er tilfældet i dag, hvor det selvfølgeligt også er blevet mere forretning på liga niveau.

Efter et års tid begyndte jeg at træne mine egne børn i klubben igen og fik dermed min gang på træningsbanen igen. Jeg fik nyt trænerjob i Vejle og sidenhen i Ribe-Esbjerg, hvor jeg var indtil 2014. Herefter gik jeg ind i et ungdomsprojekt omkring Fredericia HK i den konstellation der hed Fredericia-Trelde. Her arbejde jeg med årgang 97, 98, 99 og 00 i U16 og U18 i 3 sæsoner og herefter kom jeg til Skanderborg Håndbold.

Fredericia forsøgte at bygge klubben op fra bunden efter konkursen i 2012 men det er ikke rigtigt det der bærer deres hold i dag. Det er umuligt i dag at bygge et ligahold kun på egne spillere, det hører fortiden til, men jeg må til gengæld sige at jeg ser klubben som en klub med uanede muligheder med den investor der er i klubben i dag. Penge betyder rigtigt meget i håndbold i dag, men heldigvis ikke alt og specielt ikke for en type som mig.

Det der optager mig meget, er det miljø der er omkring klubben. Nå jeg fornemmer den passion der er i Skanderborg omkring håndbold, så involvere jeg mig helt vildt i det og jeg elsker ganske enkelt det arbejde der foregår omkring vores akademi SHEA. Der er så meget passion indblandet og arbejdet med de unge drenge optager mig rigtigt meget og det er den første klub jeg har været i, hvor talentarbejdet er vægtet så højt som her i klubben. Jeg holder også rigtigt meget af at Skanderborg er en klub hvor mange generationer er i spil. Masser af gamle spillere i klubben deltager stadig i arbejdet og jeg holder meget af at jeg ikke kun er her i elite sammenhæng, men også står midt imellem ungdoms spillere når vi træner. Jeg nyder at kunne snakke lidt med den gamle venstre back Søren Olsen, der træner efter os med hans datter, det er for mig rigtigt håndboldmiljø og noget af det jeg virkeligt holder af og kan huske fra min egen tid. Folk i Skanderborg er optaget af alle hold og ikke kun deres eget, det er vigtigt for et godt miljø.

På mandag bliver det så første gang jeg skal stå overfor min gamle klub og det bliver da noget helt særligt. Jeg tror det bliver endnu mere specielt når vi skal ned til Fredericia til foråret, her vil der nok komme ekstra mange følelser i spil. Jeg var ude og handle i lørdags i Fredericia og der gik det op for mig for alvor hvor meget kampen kommer til at fylde for Fredericia fans. Jeg gik ikke mange meter mellem hver samtale om mandagens opgør og selvfølgeligt bliver det specielt for mig op til opgøret, det kan jeg godt mærke. Men når først kampen går i gang er jeg sikker på det er en kamp som alle andre. Lige nu optager det mig mest at få mit eget hold tilbage på sporet efter vores store udfald i Holstebro, det fylder rigtigt meget for hele truppen at finde tilbage til det som vi ved vi kan, men som vi desværre ikke altid præstere. Det er noget af det der gør sport og håndbold i særdeleshed spændende.

Specielt det bliver det helt sikkert men jeg glæder mig til at opleve Fredericia Ultras i min hal på Fælleden. Jeg er fuld af beundring over at den lokale fangruppe har taget hele turen ned i Jyllandsserien og via oprykningsfest i så ydmyge rammer som Smidstrup Hallen. Det er godt nok mange år siden der har været så meget fest og ballade i Smidstrup Hallens cafeteria som da ultras fejrede oprykning til 3. division for få år siden og det siger meget om Fredericia som by også.

Jeg er jo ikke indfødt fæstning dreng, da jeg først flyttede ind til Fredericia efter min gymnasieuddannelse, for så skal man vist være født på det lokale sygehus og være opvokset i indre by, men det er nu alligevel der jeg føler jeg har min hjemby.

Specielt bliver det helt sikkert og der hersker ikke nogen tvivl om at jeg for alt i verden ønsker mig 2 point mod min gamle barndomsklub på mandag og det samme gælder helt sikkert for min assistent Kenneth Jørgensen som også er gammel Fredericia dreng. Jeg tror ikke der er nogen af os der gider handle i Lagkagehuset de næste par uger hvis Fredericia rejser hjem med sejren, men omvendt kan familien nok godt se frem til friskbagt morgenbrød hver morgen hvis begge point bliver i 8660 Skanderborg. Ved nærmere eftertanke kunne en kage til eftermiddagskaffen også komme på tale for familien Rasmussen, hver dag resten af uge 46.

Nick Rasmussen, cheftræner Skanderborg Håndbold. 16.03.2019. Santander Final4. Foto: Ole Nielsen
Website Security Test