Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Mørk slukkede lyset

Webredaktør, udgivet d. 11. november, 2019

Skanderborg Håndbold – Fredericia FH 37-25 (17-10)

Skanderborg Fælled emmede af håndboldgys mandag aften kl. 20.00. Oprykkerne fra Fredericia stod på den modsatte banehalvdel og de blev bakket fantastisk op af deres medlevende fans, der havde fulgt deres lokale helte de 70 km stik nord. Resten af Orangeriet var godt besøgt af Skanderborg fans og de endte med at blive sejrherre i krigen på lægterne, flot anført af SHEA eleverne der havde en fest af de større.

Fra kampens første sekunder var der ingen tvivl om at dette var et helt specielt opgør med masser af intensitet og nerve, hvor begge hold for enhver pris ville vinde. Det emmede af håndboldkamp i ordets bedste betydning og det blev da også en aften af de bedre set med grønne briller.

Gæsterne fra Fredericia startede som forventet med fuld knald på fysikken og bragte sig hurtigt foran både 2-0 og 4-1. Vi havde rigtigt svært ved at få indstillet kanonerne og efter 11 minutter var det kun Mathias Smed der havde fundet vejen ind bag den stærkt spillende Emil Tellerup i Fredericia målet. Ja du læste rigtigt, Mathias Smed var eneste grønne målscorer efter 11 minutter, og det gav naturligt nok lidt bange anelser rundt omkring på de hvide sæder på Fælleden.

Nøglen til at få dette mærkværdige faktum ændret var en spiller fra bænken, med nummer 18 og han hedder Marcus Mørk. Fra det sekund han trådte ind på banen, var der kun et hold på banen, og det var det hold Marcus Mørk spillede for. En enestående præstation, som har været en mangelvare i denne sæson, men i dag leverede Marcus en af de præstationer som kan vinde håndboldkampe og Kristoffer Laursen i målet valgte at følge trop. De 2 var hovedarkitekterne bag dagens storsejr og de trak resten af Skanderborg holdet med og det endte med en knusende opvisning og sejr på hele 12 mål.

Bagud 1-4 blev vendt til 4-4 efter 12 minutter og herfra så vi os aldrig tilbage. Pausestillingen var 17-10 til Skanderborg, ikke nødvendigvis en afgørende føring men i dag var der ingen tvivl overhovedet. De første 10 minutter af 2. halvleg fastholdt vi føringen på 6-7 mål og de sidste 20 minutter af opgøret trak vi fra til øredøvende jubel fra de mange grønne fans der var mødt op til mandagens opgør.

Intensitet og fight var der til overflod men alligevel lykkedes det kampens 2 dommere at lede kampen uden en eneste udvisning. Ganske usædvanligt og ros til dagens 2 ophavsmænd for den indsats.

Sæsonen 2019/2020 har været en meget svingende oplevelse at være grøn fan, med flotte sejre og meget store udfald og indrømmet, vi har været lidt svære at holde rigtigt meget af i perioder. Spillerne og trænere har gjort det eneste der at gøre i sådanne situationer, de har taget arbejdshandskerne på og i dag viste de at den medicin er den rigtige. Det var en flot præstation de sidste 45 minutter. Marcus Mørk skal have de sidste ord i dagens referat for det var ganske enkelt formidabelt hvad Skanderborgs nummer 18 præsterede i dag. Respekt Marcus og respekt til vores hjemmepublikum som også vandt en klar sejr på lægterne, og det siger ikke så lidt når dagens modstander var ultras fra Fredericia. De røde ultras fans pynter i en liga hvor hovedparten af fanklubberne består af 8-10 selfie hungrende medlemmer.

En dejlig dag i grønt.  

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Marcus Mørk 7, Mathias Bitsch 5, Nikolaj A. Nielsen 4, Jonas Samuelsson 4, Morten Balling 4, Cornelius Kragh 4, Mads Kalstrup 2, Kristian Bonefeld 2, Lars Skaarup 2, Mathias Smed 1, Mike Haack 1, Jeppe Kjærulff 1.

Målscorer Fredericia HK:

Kristian Stoklund 5, Mathias Hedegaard 4, Kasper Young 4, Rasmus Meyer 3, Nikolaj Mehl 3, Martin Bisgaard 2, Jakob Mikkelsen 1, Martin Bisgaard 1, Rune Schrøder 1, Jakob Frederiksen 1.

Website Security Test