Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Historisk sejr på Balkan

Webredaktør, udgivet d. 15. november, 2019

Mors-Thy Håndbold – Skanderborg Håndbold 22-37 (13-20)

Blot 3 dage efter den forløsende storsejr på hjemmebane over Fredericia skulle vi torsdag aften igen i ilden i Primo Tours Ligaen. Udebane på Bette Balkan mod et yderst formstærkt Mors-Thy hold med 3 sejre på stribe var opgaven, og den opgave er aldrig at spøge med. De blå Balkan drenge har hjemme sågar besejret Aalborg som det eneste hold i denne sæson, så opgaven var på forhånd bestemt vanskelig.

Mors-Thy kom da også friskt ud til opgøret og bragte sig foran både 1-0 og 2-1 men det skulle vise sig at være de eneste perioder i kampen hvor hjemmeholdet var foran i opgøret. Skanderborg var ganske enkelt fremragende i begge ender af banen og offensivt lavede vi ganske enkelt bare mål i næsten samtlige angreb. Defensiven blev tilmed gradvist bedre og bedre som opgøret skred frem og midtvejs havde vi bragt os foran 11-7 hvilket fremtvang den første timeout fra Søren Hansen på Mors-Thy bænken. Det hjalp på ingen måder og Skanderborg fortsatte blot med at øge forspringet som efter 21 minutter var oppe på 16-8.

Havde det ikke været for 4 x 2 minutters udvisninger til Skanderborg, mod ingen til hjemmeholdet, kunne pausestillingen have været endnu værre for Mors-Thy end de 20-13 som det endte med og det var en tydelig rystet hjemmebane som gik til pause.

Morten Balling var den helt store oplevelse de første 30 minutter med hele 7 scoringer på samvittigheden og det skulle såmænd ikke slutte der for Balling på hans gamle hjemmebane.

De grønne havde en god og konstruktiv pausesnak og alle forventede at hjemmeholdet ville komme med mindst 150 km i timen fra starten af 2. halvleg. Der var stor fokus på at holde hovederne kolde og det var i den grad hvad der skete. De første 4 minutter vandt vi med 4-1 og det fremtvang en tidlig timeout fra hjemmeholdet i bedste Erik Veje stil. Bagud med 10 mål efter kun 34 minutter gjorde situationen yderst vanskelig for hjemmeholdet, der aldrig fandt melodien i dagens opgør. Der kom aldrig noget der lignede et comeback og Skanderborg øgede stille og roligt føringen mod et mere og mere modløst Mors-Thy hold. Selvom Nick Rasmussen skiftede selv de mest velspillende spillere ud, så faldt niveauet ikke og det hele endte med historiens største ligasejr til Skanderborg Håndbold på hele 15 mål og den havde selv den mest fanatiske Skanderborg fan vel ikke lige set på forkant. 

Jublen var stor i minutterne efter opgøret i den grønne lejr og det var der ikke noget at sige til. Sikke en uge med først 12 måls sejr over Fredericia og i dag plus 15 mål på Bette Balkan.

Vi holder os dermed inde i varmen i det gode selskab i top-8 og alle point er yderst velkomne i denne sæsons historisk tætte liga hvor alle hold slår alle. Det handler bare om at hænge i for at nå sæsonens helt store mål som hedder slutspil.

Vi har nu en god uges pause inden vi på mandag 8 dage tager imod Ribe-Esbjerg HH på hjemmebane. Mandag 25/11 kl. 20.00. Billetsalget er startet, lad os nu fylde den orange hal Skanderborg, har drengene ikke næsten fortjent det ?  

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Morten Balling 11, Jonas Samuelsson 6, Cornelius Kragh 5, Lars Skaarup 3, Mathias Bitsch 3, Marcus Mørk 3, Mads Kalstrup 2, Nikolaj A. Nielsen 2, Kristian Bonefeld 1, Jeppe Kjærulff 1.

Målscorer Mors-Thy Håndbold:

Frederik Tilsted 6, Erik Toft 6, Tobias Rasmussen 2, Jonas Gade 2, Lasse Pedersen 2, Marcus Dahlin 2, Jacob Hessellund 1, Emil Bergholt 1.

Website Security Test