Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Flot præstation gav sejr

Webredaktør, udgivet d. 2. november, 2019

HTH Ligaen, 11. runde, referat EH Aalborg – Skanderborg Håndbold 25-29 (11-14)

Efter mange flotte præstationer uden point, kulminerede det hele heldigvis lørdag eftermiddag i Aalborg. Endnu en flot præstation blev denne gang vekslet til en sejr og to yderst vigtige point.

Skanderborgs Ligadamer har været igennem en turbulent uge. Først blev hjemmekampen mod Aarhus United rykket pga. vand på halgulvet, der ændrede ugens efterfølgende planer. Dernæst kom vi i mediernes søgelys og måtte forholde os til en masse ting, der desværre ikke harmonerede med at holde fokus på weekendens vigtige kamp. Her skal dog lyde en stor ros til bestyrelsen, der virkelig har sørget for, at vi har kunne holde fokus på at vinde lørdagens kamp.

Kampen startede lidt nervøst for begge hold. Meget urytmisk angrebsspil fra begge sider, og mange marginalsituationer for begge hold med løse bolde. Dem var vi heldigvis gode til at vinde til vores fordel. “Et udtryk for stor koncentration og vilje til at få blod på knæene, hvis det var dét, det krævede. Og det var det.”

.

Hen mod slutningen af første halvleg fik vi slået et lille hul. En scoring få sekunder før pausen gav en tremålsføring, som vi kun byggede videre på. Det blev ret tidligt i 2. halvleg til en seksmålsføring, og på trods af Aalborgs initiativer i kampen, fastholdt vi roen og løste fortsat de opgaver, vi vidste, der skulle løses.

I sejrens sødme skal der sendes en stor ros til alle spillere på holdet. Som det er i håndboldkampe, så er der nogle, der spiller mere end andre. “Men alle bidrog (uden undtagelse) til dagens sejr. Uanset om det var 55 minutter på banen, kun 5 eller måske slet ingen, så har alle del i denne sejr.”

Næste hjemmekamp er allerede på onsdag d. 6. november kl, 19:30 på Fælleden mod formstærke København Håndbold. Det bliver en svær kamp, men med vores gode evne til at spille tæt med flere af topholdene, kan vi kun håbe på endnu en spændende kamp.

Skanderborgs målscorere: Sofia Deen 7, Anna Berger Wierzba 5, Stine Kristensen 4, Sarah Stougaard 4, Stine Holm 3, Sidsel Mejlvang 3, Celine Holst 2, Mathilde Pedersen 1.

– Træner, Peter Jagd

Website Security Test