Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Pressemeddelelse

Webredaktør, udgivet d. 30. oktober, 2019

Skanderborg Håndbold tegner arbejdsskadeforsikring for damespillerne!

Skanderborg Håndbold er i øjeblikket i centrum af en medieorkan på grund af en række TV2-historier omhandlende vores spillere på dameholdet i Håndboldligaen. Historierne handler om, at vi ikke som klub har haft en arbejdsskadeforsikring, når vores spillere optræder i den grønne trøje. 

Årsagen til det er, at vi har tolket DHF’s regler således, at spillere, der ikke modtager over 12.000 kroner årligt, ikke behøver at være omfattet af en arbejdsskadeforsikring, men er tilstrækkeligt dækket af deres egen private ulykkes- og fritidsforsikring. Vi rejste selv denne problematik på divisionsforeningens årsmøde den 13. juni 2019, uden dog at få en afklaring på spørgsmålet. Da spillerne i vores trup alle modtager mindre end 12.000 om året, har vi ikke opfattet os selv som arbejdsgivere. Det er den tolkning, der nu sættes spørgsmålstegn ved.

Vi er som klub kede af den megen virak og negative omtale, der har været fremført i medierne. Det hele har i bund og grund handlet om, at vi ikke har ønsket eller haft økonomisk mulighed for at indføre professionel kontrakthåndbold i Skanderborg Håndbolds dameafdeling, hvilket beløbsstørrelsen også tydeligt indikerer. Vi har alene ønsket at skabe de bedst mulige rammer for vores spillere, som lægger rigtigt mange timer i træningslokalerne og til kampene.

Dame-eliteudvalget i Skanderborg Håndbold har tirsdag aften været samlet for at drøfte sagen, og har besluttet at komme med følgende udtalelse:

  • Vi har lyttet til kritikken og medgiver, at vi med de nye oplysninger er nødt til at gennemgå og eventuelt revurdere vores spilleraftaler, så de lever op til gældende regler.
  • Vi mener fortsat, at Skanderborg Håndbold er en amatørklub, der driver kvindehåndbold på frivillige foreningsvilkår.
  • Vi ønsker de bedst mulige rammer og forhold for vores spillere og har handlet med de bedste intentioner for øje, da vi har forsøgt at beskrive rammer og forhold for førsteholdsspillerne i de spilleraftaler, der er indgået.
  • For at skabe fuldstændig tryghed og ro omkring vores spillere, har vi i dag besluttet at tegne en arbejdsskadeforsikring, der gælder for vores førsteholdstrup for resten af indeværende sæson.
  • Vi igangsætter samtidigt en revision af vores spilleraftaler, så de i højere grad afspejler de faktiske forhold, som er gældende for kvindehåndbolden i Skanderborg Håndbold; nemlig at der er tale om amatørspillere, som frivilligt og uden bindinger spiller håndbold på et højt sportsligt niveau i vores klub.

Med tegningen af en arbejdsskadeforsikring for spillerne i vores førsteholdstrup, så håber vi, at der er skabt ro og tryghed for spillere, sponsorer og resten af klubben. 

For yderligere kommentarer henvises til Jens Christensen på telefon 40 73 16 55.

På vegne af dame-eliteudvalget i Skanderborg Håndbold

//Jens Christensen, formand og Henrik Lyngby, sportschef 

Website Security Test