Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Håndboldfest på Fælleden

Webredaktør, udgivet d. 7. maj, 2019

Skanderborg Håndbold – GOG 32-30 (20-11)

Håndbold-solen skinner igen i 8660 Skanderborg. Efter det snævre nederlag i GOG for 2 uger siden så det unægtelig sort ud for spændingen i slutspilspulje 2, men efter 2 sejre i træk til vores drenge og samtidigt 2 nederlag til BSV, kan vi nu selv afgøre vores skæbne. BSV har 5 point og vi selv har 4, og vi skal til netop Silkeborg på søndag kl. 14.00. Der er drama forude.

Dagens sejr kom i hus på baggrund af en forrygende 1. halvleg af vores drenge. 20-11 var de vanvittige cifre på kuben i Orangeriet efter en fantastisk halvleg hvor vi spillede nærmest uden fejl og med en storspillende Borgmester Laursen i målet. Det var noget af den bedste håndbold vi har set på disse kanter i denne sæson, og det siger jo ikke så lidt når vi taler om 2018/2019 sæsonen for vores vedkommende.

Nikolaj A. Nielsen spillede vel nok sin bedste kamp i hans Skanderborg karriere. De første 7 af hans i alt 8 mål blev lavet i de første 22 minutter, det måtte publikum bare lette på hatten for, og det gjorde de!

 Også Mathias Bitsch spillede en forrygende første halvleg med 4 mål mens Morte Kirk Olesen igen viste at han har fundet slutspilsformen på det helt rette tidspunkt.

Lars Skaarup fik kun 8 minutter af dagens kamp, inden han blev præsenteret for et direkte rødt kort efter en runde video proof af kampens 2 ophavsmænd.

Fra 2. halvlegs start fortsatte de grønne med at øge forspringet, der toppede på plus 11 mål ved 22-11 efter 32 minutter. Herfra gik tingene dog ikke vores vej. Angrebsspillet blev mere hakkende og stille og roligt spiste GOG vores store føring op. Halvvejs var vi dog stadig foran med 28-20 men herfra spillede vi langt fra første halvlegs niveau. Med 5 minutter tilbage var føringen reduceret til 5 mål og GOG spillede rigtigt godt i slutningen af kampen. Alt lykkedes for de gulblusede mens vi blev mere og mere forkrampede og publikum viste tegn på begyndende nerver de sidste minutter. Unge Frederik Iversen spillede stort de 52 minutter han fik efter Lars Skaarups røde kort og han var en vigtig brik efter pausen. Frederik var ganske sigende også manden der satte det afgørende stik ind med sejrsmålet til 32-20 i sidste minut, og selvom Nikolaj A. Nielsen også kunne have fortjent pokalen som kampens spiller, var det ganske fortjent at Frederik Iversen opnåede denne titel for første gang i sin seniorkarriere.

Et veloplagt hjemmepublikum kvitterede med lange og høje klapsalver til holdet efter kampen, og det var en fortjent hyldest til holdet. Det var en stor håndboldfest de første 45 minutter og så kan vi godt se igennem fingrene med at der gik lidt gummiarme og ben i den til sidst.

Vi er stadig med i kampen om de umulige semfinalepladser og uanset hvad der sker de sidste 2 kampe, er det en sæson som kommer til at stå meget højt i historiebøgerne i 8660. Der er lagt op til årets kamp i Silkeborg på søndag kl. 14.00, så kære Skander borgere – gør alt hvad i kan for at sikre jer plads i hallen i Silkeborg på søndag. Det fortjener både i og spillerne, det bliver en kæmpe kamp.

TAK Skanderborg, for en fantastisk stemning – og tak til hele holdet for en kæmpe håndboldfest tirsdag aften på Skanderborg Fælled. Slutspilspulje nummer 2 blev mere orange her til aften.

Der er drama forude…..

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Nikolaj A. Nielsen 8, Frederik Iversen 5, Morten Kirk Olesen 4, Mathias Bitsch 4, Cornelius Kragh 3, Mads Kalstrup 3, Jonas Samuelsson 2, Kristian Bonefeld 1, Marcus Mørk 1, Mathias Smed 1.

Målscorer GOG:

Emil Jakobsen 7, Emil Lærke 5, Frederik Bo Andersen 4, Mathias Gidsel 3, Odinn Rikhardsson 3, Lukas Jørgensen 2, Frederik Clausen 2, Lasse Møller 1, Oscar Bergendahl 1, Frank Mikkelsen 1, Jeppe Cieslak 1.

Dagens straffekast: GOG 5, Skanderborg 0.

Website Security Test