Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Intens kamp gav sejr i Randers

Webredaktør, udgivet d. 1. april, 2019

Referat HTH Ligaen, kval-spil, Randers HK-Skanderborg Håndbold 25-26 (16-15)

Søndagskampen i Randers Arena blev nøjagtig lige så intens, som Skanderborgtræner Kristian Danielsen havde forventet.

Holdene fulgtes tæt i langt størstedelen af kampen. Næsten halvvejs i første halvleg kom Skanderborg dog foran med tre mål, 9-6, mens Randers i anden halvlegs begyndelse havde tur i den og kom foran 19-16 og 20-17. Men ellers var der blot et til to måls forskel – og spændingen var intakt helt til sidste sekund, hvor marginalerne faldt ud til Skanderborgs fordel.

Det er efterhånden blevet en fast del af holdets DNA, at det bliver ved og ved med at kæmpe til sidste fløjt og ikke lader sig kyse, selv om modstanderne kommer foran.

Ambitionen var at gå ind og levere bedre, end vi gjorde i den seneste kamp mod Randers, hvor jeg synes, vi var en del fra det, jeg kalder vores standard og udtryk. I dag (søndag, red.) fik vi sat en tyk streg under, at der var noget potentiale at forløse, som resulterede i væsentlig bedre forsvarsspil, vi fik yderligere gang i kontrafasen, mens et taktisk spil dog gjorde angrebsspillet lidt hakkende i specielt anden halvleg. Vi forblev dog cool i de afgørende situationer og jagtede marginalerne, som i sidste ende tippede til vores side. Jeg er stolt og kan næsten ikke få armene ned for den mandfolkepræstation, vi leverede som kollektiv, sagde Kristian Danielsen efter kampen.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente af niveau efter 2,5 uges kamppause, men det blev faktisk en utrolig velspillet og intens håndboldkamp – også en levende kamp med larm og stemning på lægterne, som vi håndterede flot. Jeg hæfter mig ved, at vi på mange områder præsterede på et højt niveau og spillede måske en af de bedste kampe i sæsonen. Jeg kan ikke ønske mig en meget bedre base at starte kval-spillet på, tilføjer han.

Næste udfordring er Ajax København, som kommer forbi Skanderborg Fælled fredag 5. april, hvor der er brug for den helt store grønne opbakning, når kampen fløjtes i gang kl. 19.00. I de to foregående møder i denne sæson er det blevet til sejr til Ajax København. Der er gratis entré!

Målscorere mod Randers: Mette Brandt 7, Trine Knudsen 5, Stine Holm 4, Sofie Alnor 3, Katrine Larson 3, Marie Aamand 2, Sidsel Mejlvang 1, Melanie Fuglsbjerg 1.

Website Security Test