Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Storsejr i hyggelige Ølgod

Webredaktør, udgivet d. 5. marts, 2019

Tistrup-Hodde/CØ-05 – Skanderborg Håndbold 17-39 (6-20)

Pokalhåndbold i den bedste ånd. Det var hvad en fyldt Ølgod hal præsenterede i 5. runde af Santander Cup. Jyllandsserie mod Herre Liga, David mod Goliat.

Skanderborg Håndbolds pokalhistorie er ikke en pletfri en af slagsen. Det er få år siden Nicolai Krickau måtte erstatte et halvt omklædningsrum i Ikast efter en meget tidlig pokalexit mod Jacob Troelsen & Co og deres udsendte reporter har også været med til at snige sig ud af både krybekælder og bagdør i Beder Malling i de glade 90ére mod et langt lavere rangerende hold, så det er altid med lidt gamle ydmygelser i baghovedet man tager til pokalkamp som grøn.

Dagens modstander med det meget lidt mundrette klubnavn, Tistrup-Hodde/CØ-05, er efter større research en sammenslutning af et større antal klubber i den vestlige del af det der engang var Ølgod kommune, og for nem hedens skyld vil vi blot kalde dagens værter for ”Ølgod” fremadrettet i dagens referat.

Holdet kommer direkte fra Serie 1 og har klaret sig flot i Jyllandsserien og bestod af primært ganske unge spillere og det skulle vise sig at de stod for en ganske fin omgang håndbold.

Hallen var fyldt til sidste plads og værterne havde i det hele taget lavet en rigtig fin event, til den kamp som klubben kaldte ”den største kamp nogensinde” på klubbens facebookside.

Skanderborg stillede fra første fløjt med et lidt uvant start 7er med mange af de normale startere på bænken, men det kunne ikke mærkes på kvaliteten. Specielt de 2 fløje Mike Haack og Frederik Iversen storspillede med hver 5 mål i første halvleg. Det unge Ølgod mandskab virkede lidt nervøse for mødet med ligaholdet og havde i starten svært ved at spille sig frem til chancer der kunne omsættes til mål imod Bertram Obling i målet, som idag stod alle 60 minutter. Efter 5 minutter var vi foran 4-1 og 7-1 var stillingen efter 10 minutter. Hovedparten af dagens tilskuere kom naturligvis for at se en artig pokaloverraskelse, men den var aldrig i nærheden i dagens opgør.

Skanderborg første 20-6 ved pausen men man må tage hatten af for hjemmepublikummet, der uddelte stående ovationer til hjemmeholdet i sidste minut før pausen på trods af de var bagud med 14 mål. De mange fremmødte blev da også belønnet med gratis kaffe og saftevand i pausen, ikke noget man ser ofte i de danske håndboldhaller nu om dage.

Efter pausen var der officiel debut til stregspiller Nicolai Pugholm, der har været i Skanderborg hele sæsonen og genoptrænet sit knæ efter en korsbåndsoperation i sidste sæson. Han har arbejdet hårdt i træningslokalet og fik i dag sine første minutter som Skanderborg spiller. De første 15 minutter af 2. halvleg fortsatte Skanderborg med at øge føringen, der midtvejs lød på 31-11. Herfra forsvandt koncentrationen lidt og det blev mere en kamp om at lave de flotteste mål. Dem kom der mange af i kampens løb, men bestemt også fra hjemmeholdet, som generelt leverede en flot indsats. Dog helt som ventet mod overmagten og rigtigt mange både centimeter og kilo til forskel.

 Efter 57 minutter fik Nicolai Pugholm scoret sit første mål for Skanderborg Håndbold, hvilket udløste den største jubel på Skanderborg bænken i dagens opgør.

Kampen blev suverænt ledet af Simon Poulsen og Kent Nicolajsen. Sidstnævnte havde smidt VM slipset fra Boxen i januar og han satte igen en tyk streg under at han er Danmarks ubestridt største dommertalent.

Tak for en rigtig flot afvikling og meget hyggelig aften i Ølgod Hallen til dagens værter, her kommer vi bestemt tilbage med glæde hvis lodtrækningen igen siger Tistrup-Hodde/CØ-05.  

Vi er videre til 6. runde i Santander Cup – men vi er såmænd også stadig med i den tidligere version, hvor vi om 11 dage spiller Final4 i Jyske Bank Boxen.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Mike Haack 7, Cornelius Kragh 7, Frederik Iversen 6, Kristian Bonefeld 5, Jonas Samuelsson 4, Morten Kirk Olesen 3, Morten Balling 2, Nikolaj A. Nielsen 1, Lars Skaarup 1, Mathias Bitsch 1, Nicolai Pugholm 1.

Målscorer Tistrup-Hodde/CØ-05:

Mathias Vejlgaard 5, Jeppe Dinesen 4, Theis Pallesen 3, Frederik Møller 2, Tobias Pallesen 2, Magnus Guldager 1.

Website Security Test