Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Meget stolte af 16 point og en 10. plads

Webredaktør, udgivet d. 14. marts, 2019

Referat Skanderborg Håndbold-Ringkøbing Håndbold 28-22 (12-10)

Det var super fedt med en sejr, og vi er meget stolte af, at vi ender med at få 16 point, og det er nok til en flot 10. plads i grundspillet, sagde en stolt Skanderborg-træner, Kristian Danielsen, efter onsdagens sejr i Fælledhallen over Ringkøbing.

Med sejren kan Skanderborgs ligadamer tage to point med over i nedrykningsspillet – et optimalt udgangspunkt for de kommende fire kampe mod Randers, Ajax København, EH Aalborg og Silkeborg-Voel, hvor der skal dystes om at undgå at blive sidst og dermed skulle spille nedrykningskampe mod et 1. divisionshold.

At det skulle blive til en sejr i sæsonens 26. kamp mod et Ringkøbinghold, der havde alt at kæmpe for, var ikke givet på forhånd. En sejr for Ringkøbing ville (fordi EH Aalborg tabte til Silkeborg-Voel) have betydet, at vestjyderne ikke røg direkte ned i 1. division. Men sådan gik det ikke, selvom gæsterne førte i store dele af første halvleg, og Skanderborg først kort før pausen fik bedre tag om kampen.

– Vi spillede lidt nervøst og for individuelt i første halvleg, og det tog det meste af en halv time at smide nerver og spænding væk, men det lykkedes heldigvis, og i anden halvleg fik vi åbnet for deres 5:1- og 6:0-forsvar. Det var, som om vi slap håndbremsen, og dermed kom der mere tempo i vores spil. Ydermere stod vi godt i forsvaret og kunne omsætte tekniske fejl og brændte skud til kontrascoringer. Det var desuden dejligt at se Anna Kristensen krone sin A-landsholdsudtagelse med en flot redningsprocent på 44, og hun var jo ikke til at skyde igennem. Dejligt med en kollektiv sejr, hvor flere fik sat et flot aftryk i løbet af kampen, tilføjede Kristian Danielsen.

Den 18-årige målmand Anna Kristensen var netop samme dag blevet udtaget til A-landsholdet, som mandag drager mod Frankrig for at deltage i Golden League-turneringen. Hun var derfor naturligvis en ombejlet spiller efter kampen af både TV2 og mange unge autografjægere.

Nu skal vi være stolte og nyde vores flotte placering og præstation gennem grundspillet et par dage, før vi tager fat på forberedelserne til de kommende kampe, sagde Kristian Danielsen, der skal have sit hold klar til første kamp lørdag 30. marts, hvor holdet skal til Randers.

Målscorere: Sofie Alnor 7, Mette Brandt 7, Stine Holm 5, Sofia Deen 3, Trine Knudsen 3, Marie Aamand 1, Sidsel Mejlvang 1, Stine Kristensen 1.

Kampens spiller blev Sidsel Mejlvang, der fik overrakt blomster efter kampen.

Website Security Test