Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Magisk sejr i undertal

Webredaktør, udgivet d. 10. marts, 2019

GOG Håndbold – Skanderborg Håndbold 27-30 (13-16)

Lørdag eftermiddag leverede de grønne drenge fra Skanderborg endnu et flot resultat, da duksene fra GOG blev besejret i egen hule med 30-27 efter en fantastisk kamp. Det er blot anden gang i vores lange historie at vi har hentet begge point med hjem fra Sydfyn og en kærkommen revanche fra de 2 seneste opgør i GOG-land, hvor vi har tabt med mindst mulig margin og bestemt ikke havde marginalerne på vores side.

Kigger man på marginaler i gårsdagens kamp, så var det såmænd heller ikke overvældende hvor mange returbolde der ramte Skanderborg hænder fra målmandsredninger og stolpeskud, men det var derimod en helstøbt holdindsats af bedste skuffe.

Kampen udformede sig som en yderst intens forestilling hvor der aldrig var større afstand mellem holdene end 4 mål. GOG kom bedst fra start og var et mulehår foran i den hektiske indledning, foran det feststemte og sejrsvante GOG-hjemmepublikum. Stille og roligt fik vores drenge dog bedre og bedre styr på defensiven og på kløgt og taktisk snilde fik vi holdt snor i både Lasse Møller og den før så kendte GOG kontrafase. Bertram Obling startede i Skanderborg målet mens en sygdomsramt Kristoffer Laursen tog plads på bænken i alle 60 minutter, og Bertram Obling leverede kampen igennem tilstrækkeligt med redninger til at vi vandt den altid livsvigtige målmandsduel mod Ole Erevik og Frank Mikkelsen.

Midtvejs i halvlegen fik vi bragt os foran med 3 mål, men på ganske få sekunder fik det unge GOG-hold bragt balance i regnskabet igen.

Skanderborg kæmpede kampen igennem med alt for mange udvisningsminutter. Hele 8 gange viste kampens 2 dommere 2 fingre i vejret foran Skanderborg spillere, mens hjemmeholdet kun fik præsteret det trælse tegn 3 gange. Det gav i perioder store udfordringer men spillerne skal have meget stor ros for at minimere tabene i undertalsperioderne. Vi var sågar i en situation hvor vi måtte spille 3 mod 6, men hård fight og vigtige redninger i disse perioder gjorde at vi stadig havde muligheden for at vinde i Gudme.

Vi lykkedes i en god slutfase med igen at bringe os foran med 3 mål til pausen og det skulle vise sig at den føring aldrig blev indhentet igen.

Efter pausen fortsatte den intense fight, hvor Skanderborg virkeligt fik vist at holdet indeholder stor kløgt. Der var ingen længere perioder uden grønne scoringer, hvilket aldrig gav hjemmeholdet chancen for at få helt fat i kampen. Efter 42 minutter fik GOG dog udlignet til 19-19, men herfra trak Skanderborg igen fra med et par vigtige og iskolde scoringer af Jonas Samuelsson og Marcus Mørk.

Efter 54 minutter bragte Lars Skaarup Skanderborg foran med 4 mål ved 26-22 og selvom GOG i slutminutterne kæmpede desperat for deres førsteplads i ligaen og dermed champions leauge deltagelse i næste sæson, kom værterne aldrig tættere på end minus 2 mål i slutfasen.  

Sejren endte på 30-27 i Skanderborg favør og en øjeblikkelig 3. plads i ligaen, hvor flere af holdene under os dog har en eller flere kampe i banken. Både TTH og BSV kan rykke foran Skanderborg med sejre i deres udsatte kampe og status er stadig at vi er sikret minimum en 7. plads når alle 26 kampe snart er spillet. Vi skal stadig have fokus på point i de sidste 2 kampe mod Mors-Thy hjemme og BSV i sidste runde på udebane såfremt vi skal højere op i tabellen når grundspillet er slut.

Det er nu tid til at sætte herreligaen på pause frem til lørdag den 30. marts hvor Mors-Thy kommer på besøg, for i næste weekend står den på en ekstraoplevelse af de helt store, når Skanderborg Håndbold for første gang i historien stiller op til kamp i Jyske Bank Boxen i Herning. Final4 står for skud og vi håber inderligt at de sidste tvivlere får købt billet til denne enestående event. Drengene har virkeligt fortjent alt mulig opbakning efter den fantastiske sejr over GOG med den tidligere Skanderborg legende Nicolej Krickau på bænken.

Målscorer GOG Håndbold: Jon Andersen 8, Odinn Rikhardsson 7, Emil Jakobsen 5, Lasse Kjær Møller 3, Lukas Jørgensen 2, Emil Lærke 2.

Målscorer Skanderborg Håndbold: Morten Balling 7, Lars Skaarup 5, Marcus Mørk 4, Mads Honoré 3, Jonas Samuelsson 4, Cornelius Aastrup 3, Kristian Bonefeld 2, Morten Olesen 1, Mathias Bitsch 1.

Website Security Test