Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Nick tilfreds med opstart

Webredaktør, udgivet d. 29. januar, 2019

Skanderborgs herre sluttede sidste uges træningslejr af med en flot 29-24 sejr over bundesligamandskabet fra Bergischer HC og dermed endte opholdet i Tyskland med 2 sejre og en uafgjort mod bundesligaens nummer 6, 8 og 9. Ud over de 3 kampe sydpå har opstarten budt på en enkelt kamp mod lokalrivalerne Århus Håndbold, som også endte med en sejr til de grønne.

Cheftræner Nick Rasmussen er også ganske tilfreds med udbyttet af opstarten efter nytårspausen og de sidste 3-4 ugers træning og testkampe.

Vi sluttede en rigtig god tur til Tyskland af med en fremragende præstation mod Bergischer HC fra bundesligaen. Specielt søndagens 1. halvleg var på meget højt niveau. Alene det faktum at vi kan matche 3 hold fra bundesligaens top-10 siger jo lidt om at vi har præsteret på et godt niveau. Træningslejren til Tyskland har været god på mange områder for os. Vi har haft god tid til samtaler og team aktiviteter og vi fik igangsat en proces med at få fastsat målene for resten af sæsonen. Vi har på træningslejren haft mere tid til at grine sammen og med hinanden og det er også en vigtig ting for holdet.

Det er dejligt at møde nogle andre modstandere end dem vi møder til dagligt og det er en helt anderledes tilgang de tyske hold har, med meget mere fysik og intensitet. Vi fik vist at vi godt kan matche den måde at spille håndbold på og det håber og tror jeg på at vi kan tage med videre i sæsonen.

Vi har arbejdet med nogle nye fokuspunkter hvor målet er at forsøge at komme et stik dybere. Det er specielt defensivt vi har arbejdet med nye tiltag og det har på flere tidspunkter set rigtigt godt ud. Et af vores mål er at få et nyt alternativ til vores eksisterende forsvarssystem og det er vi godt i gang med.

Vi er godt tilfredse med første del af sæsonen og den delte 4. plads vi ligger på her i VM-pausen, men det er jo først nu at sæsonen for alvor skal afgøres. Vi ved godt at det er forventeligt at de 5 traditionelle tophold GOG, BSV, Skjern, TTH og Aalborg sætter sig på de 5 øverste pladser, som traditionen jo nærmest byder sig, men vi har nu ikke tænkt os at lægge os ned de resterende 8 kampe inden slutspilspladserne uddeles.

Vi har et ganske fornuftigt slutprogram og vi tager til alle de resterende 8 kampe for at tage point, ligesom tilfældet har været de første 18 kampe, og så må vi se hvor langt det rækker. Opstarten har i hvert fald vist os at vi ikke har toppet endnu, for vi har i momenter vist rigtigt flotte ting på banen.

Det overordnede mål er stadig at vi skal kvalificere os til slutspillet for første gang, men til marts venter også en fantastisk udfordring til Final4 i Jyske Bank Boxen i Herning. Der går vi selvfølgeligt all in for at lave en god præstation, men de kommende 6 uger gælder det herre ligaen og kampen om at skrabe så mange point sammen som muligt. Jeg håber virkeligt at alle vores fans tager den grønne trøje med til Herning og bakker drengene op, for det er en helt unik lejlighed for hele klubben til at lave en rigtig håndboldfest som kommer til at gå over i vores klubhistorie. Det er en håndboldgave man skal tage imod som tilhænger og fan, så jeg håber virkeligt at vi får rigtigt mange grønne med i Boxen.

Website Security Test