Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Kollektiv vilje og fight i Esbjerg

Webredaktør, udgivet d. 23. januar, 2019

Referat HTH Ligaen Team Esbjerg-Skanderborg Håndbold 29-25 (18-12)

Tirsdag aften i Esbjerg skulle Skanderborg-pigerne endnu engang finde den kollektive vilje frem, for der ventede en stor udfordring på udebane med et af dameligaens absolutte tophold.

Bagud med seks ved pausen så det en smule sort ud, men kendetegnende for de grønne ligadamer er, at de fortsætter med at tro på tingene og fighte indtil sidste fløjt.

Og de havde da også været fint med i starten af kampen, forstået på den måde, at de – efter at have været bagud med fem (8-3) efter knap et kvarter – kæmpede sig tilbage på 11-9, hvorefter Esbjerg dog igen trak fra. Skanderborg kom egentlig til fine chancer, som de dog endte med at brænde i højere grad end normalt.

Umiddelbart var der ikke de store ændringer at spore for Skanderborg lige efter pausen. Esbjerg fortsatte med at være i teten i anden halvleg og førte efter seks minutter med ti – 23-13.

Men nu begyndte Anna Kristensen at tage fra i målet, så hjemmeholdet i kampens sidste 19 minutter blot scorede tre mål – alt imens de grønne markspillere gav den gas i den modsatte ende og mål for mål kæmpede sig tilbage til et hæderligt nederlag. Holdet endte dermed med at vinde halvlegen 11-13 – og Annas redningsprocent ramte 60 %.

Træner Kristian Danielsen siger efter kampen:

Her efter kampen er jeg meget tilfreds med kampbilledet. Jeg var godt nok meget nervøs i løbet af kampen, da det på flere tidspunkter så ud til, at det kunne blive rigtig grimt. Vi havde svært ved at styre Vilde og Polman, men det har andre nok også oplevet. Jeg synes, at der er mange, som kommer ind og gør det fremragende, og vi kommer til at spille med en lidt frygtløs direkthed, som ikke passede Esbjerg-spillerne så godt. Esbjerg straffede vores uprovokerede tekniske fejl, og selvom vi egentlig har fået barberet en del væk, så er vi langt fra i mål, kan vi konstatere. Men jeg er alt i alt godt tilfreds med indsatsen.

Målscorere for Skanderborg: Mette Brandt 5, Stine Holm 4, Trine Knudsen 4, Sidsel Mejlvang 3, Sofie Alnor 2, Kristianna Joensen 2, Melanie Fuglsbjerg 2, Sofie Sletskov 2, Katrine Larson 1.

Website Security Test