Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Fin start på 2019

Webredaktør, udgivet d. 6. januar, 2019

Referat HTH Ligaen, Skanderborg Håndbold-TTH Holstebro 27-25 (14-9)

2019 begyndte fantastisk for Skanderborgs ligadamer, da de lørdag eftermiddag sikkert slog gæsterne fra TTH Holstebro hjemme på det orange håndboldgulv, stærkt bakket op af over 500 tilskuere.

Det gik faktisk lige efter planen, sagde en tilfreds træner Kristian Danielsen med et glimt i øjet efter kampen.

Ej, vi håbede selvfølgelig på en sejr og forventende nok, det ville blive mere tæt. Vi aftalte før kampen, at vi skulle kunne se os selv i øjnene i forhold til vores udtryk på fight og udstråling, og så skulle vores forsvar være i top. Efter så meget pause er der mange uvisheder, men hvis vi kunne fighte og holdet humøret oppe, så mente jeg, vi havde en reel chance mod TTH – og det synes jeg, vi i store træk lykkedes med, tilføjede han.

TTH Holstebro kom godt nok foran med to mål, før Sofia Deen fik scoret Skanderborgs første mål efter tre et halvt minut. Snart efter satte Stine Holm mål nummer to ind, og herfra så holdet sig ikke tilbage i en stærk kollektiv indsats og førte 7-4, da der var gået knap 18 minutter. Gæsterne hentede et par mål til 7-6 – men kort før pausen førte et veloplagt hjemmehold komfortabelt og gik til pausen foran med fem mål 14-9.

For begge hold var de to point væsentlige. TTH Holstebro ville tage endnu et skridt mod top 8, mens Skanderborg ville øge chancen for at sikre sig endnu en sæson i ligaen og trække yderligere fra i bunden. Så der var meget på spil. Og i det spil var det Skanderborg, der denne lørdag spillede sine kort bedst.

Også efter pausen var hjemmeholdet i teten og øgede forspringet til 16-9. Gæsterne fik dog hentet nogle mål og kom så tæt på som 20-24 med seks minutter igen. De hvidblusede fik desuden scoret fire gange i de sidste tre minutter af kampen, men det rokkede ikke ved, at Skanderborgs sejr aldrig var i fare, heller ikke selv om holdet ikke selv scorede de sidste tre minutter.

Næsten halvdelen af de 27 mål blev sat ind af fløjspillerne Sofie Alnor og Stine Holm.

Vi fik gang i mange af de temaer, vi har arbejdet med i pausen, og specielt var det godt at se, vi kunne generere to-tre mål mere end normalt på vores 1. fase, og vi fik vel 7-8 mål på den, så alt i alt var det meget godkendt og en dejlig start på 2019. Og så var det bare fedt at se så mange folk i hallen, det betyder utrolig meget for os, lød det fra Kristian Danielsen, der nu har tre dage til at få holdet tunet ind på næste modstander, NFH, som ligadamerne møder på onsdag 9. januar i Nykøbing Falster.

Skanderborg har nu 10 point og ligger på 10. pladsen i ligaen, lige under lørdagens modstander, TTH Holstebro, som har 12 point.

Skanderborgs venstrefløj nr. 3 Sofie Alnor blev kåret som kampens spiller.

Målscorere: Sofie Alnor 7, Stine Holm 6, Mette Brandt 4, Trine Knudsen 3, Sidsel Mejlvang 2, Sofia Deen 1, Stine Kristensen 1, Marie Aamand 1, Sofie Sletskov 1, Kamilla Bruus 1.

Website Security Test