Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Skanderborg – Lemvig

Webredaktør, udgivet d. 10. december, 2018

Skanderborg Håndbold – Lemvig Thyborøn Håndbold 27-25 (14-12)

Efter 3 kampe i træk mod etablerede hold fra den traditionelle Top 5 var der idag besøg fra et af holdene fra den helt utroligt tætte bundstrid. Lemvig-Thyborøn Håndbold kom hertil med 8 point på kontoen og har haft en lidt svingende formkurve de seneste uger. Fra store nederlag til senest en flot hjemmesejr over Sønderjyske. Vi har tidligere haft utroligt svært ved at bære favoritrollen i Skanderborg, men det ligner at Skanderborg anno 2018/2019 har glemt mange af de dårlige vaner de tidligere versioner.

Skanderborg kom fra start som skudt ud af en kanon og efter 10 minutter var vi foran 8-2 og det lignede det kunne blive en meget stor dag i Orangeriet. Men herfra begyndte den grønne motor at hakke lidt. Lemvig sendte den lidt ukendte målvogter, med det knap så mundrette navn, Shandrach Nsoni på banen og det gjorde at kampen ændrede karakter. Den tidligere Skanderborg målvogter Jesper Sørensen startede og fik ikke rigtigt fat i nogle grønne afslutninger, men det gjorde hans kollega med nummer 30 derimod. Stille og roligt halede Vestjyderne ind på vores føring og Skanderborg slap speederen i begge ender af banen. Der blev brændt for meget og det lignede at vi blev lullet lidt i søvn af den meget fine start på kampen. Pausestillingen blev på beskedne 14-12 og det kunne vi bestemt ikke være tilfredse med efter føringer på op til 6 mål.

De sidste 30 minutter kom til at ligne de sidste 15 af første halvleg. Vi var konstant foran med 2-3 mål og de knap 1.500 tilskuere sad og ventede på at Lemvig ballonen skulle springe og vi skulle fremtvinge en endegyldig afgørelse. Efter 42 minutter ramte vi 3 mål i træk og gik fra 19-17 til 22-17 og var meget tæt på en yderlige scoring hvor en lidt tvivlsom angrebsfejl på Cornelius Kragh medførte en kontra scoring til gæsterne istedet, og derefter svarede Lemvig igen med yderligere 2 mål og kampen var stadig åben. Med 10 minutter igen scorede Kristian Bonefeld i undertal til 24-20 og med 5 minutter igen scorede Marcus Mørk til 26-21. Her var kampen reelt afgjort med Lemvig skal have stor ros for ikke at smide håndklædet og igen kom der 3 røde mål i træk så stillingen med 2 minutter tilbage igen var nede på blot 2 mål ved 26-24. Marcus Mørk slukkede kampen endeligt med hans 5. mål til 27-24 og i det sidste minut blev U18 spiller Thor Christensen sendt ind til hans officielle liga debut. Han nåede også at få en stor chance for at lave kampens sidste mål, men meget symptomatisk for kampen blev denne afslutning også reddet af dagens bedste Lemvig spiller Shandrach Nsoni.

Slutresultatet blev 27-25 og endnu 2 point til Skanderborg kontoen, som nu er oppe på 21 stk. Sammenlignet med sidste sæsons 17 point i hele grundspillet, har vi med 10 kampe tilbage allerede 4 point mere, så vi har bestemt ikke nogen grund til at klage i det lille harske smørhul for tiden.

Spillet var ikke helt oppe og ringe i kampens sidste 45 minutter men det er bestemt værd at bemærke at vores hold i denne sæson kan få kørt kampe og point i hus selvom alt ikke går vores vej.

Der mangler nu 3 kampe inden juleferien. På lørdag på udebane i Århus, næste onsdag 19/12 hjemme mod Nordsjælland i Santander Cup og slutteligt hjemmekamp mod KIF lørdag den 22/12.

Der skal lyde endnu en kæmpe tak til den fremragende opbakning der igen idag tilfaldt vores grønne spillere. Det er ganske enkelt en sublim oplevelse at mærke stemningen i Orangeriet i denne sæson og kan vi fastholde denne opbakning fremadrettet, så bliver det svært at fravriste point fra Skanderborg Håndbold på hjemmebane i denne sæson.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Marcus Mørk 5, Morten Balling 4, Jonas Samuelsson 3, Lars Skaarup 3, Kristian Bonefeld 3, Cornelius Kragh 3, Mathias Bitsch 2, Mike Haack 1.

Målscorer Lemvig-Thyborøn Håndbold:

Jesper Kokholm 5, Jonas Gade Nielsen 5, Mads Thymann 4, Jørgen Rasmussen 4, Mark Nikolajsen 2, Andreas Damgaard 2, Rasmus Porup 2, Michael Thøgersen 1.

Website Security Test