Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Referat Skanderborg-REHH

Webredaktør, udgivet d. 20. oktober, 2018

Skanderborg Håndbold – Ribe-Esbjerg HH 29-28 (16-11)

Hjemmekamp mod de stort satsende Ribe-Esbjerg HH var på forhånd en lidt blandet følelse. Dagens gæster havde kun hentet 4 point i de første 8 kampe, men man sidder med en fornemmelse af at på et eller andet tidspunkt må tingene løsne op for det ny sammensatte hold med hele 11 nye spillere. Men det blev ikke i dag at det vendte for Ribe-Esbjerg, faktisk vil vi godt risikere lidt og melde ud at dagens resultat på plus 1 mål faktisk var en smule misvisende. Skanderborg førte fra første angreb og var på intet tidspunkt i kampen bagud mod Lars Walthers tropper. Faktisk førte vi ganske komfortabelt igennem de første 50 minutter og først i de sidste minutter af kampen kom gæsterne helt tæt på, og havde vi sat point til i dag havde det været ganske ufortjent.

Hurtigt var vi foran 2-0 via 3 flotte redninger af Borgmester Laursen, og kun en tidlig udvisning af Jonas Samuelsson gjorde at vi ikke fik lavet luft fra starten af kampen. Fuldtallige efter Svensk returnering på banen betød at vi begyndte at trække fra og midtvejs i halvlegen stod der dejlige 10-5 på lystavlen. Frustrationen lyste da også i fuldt flor da den Tyske forsvarsspiller Jacob Heil sparkede både skraldespand og harpiksstativ omkuld i ren arrigskab over vores scoring til 11-5, hvilket i øvrigt kun fik konsekvenser for friktionen på det orange guld bag dommerbordet. Pausestillingen var 16-11 og man sad med en fornemmelse af at det ville blive svært med det store comeback fra gæsterne idag.

Mathias Bitsch øgede straks efter første fløjt i 2. halvleg til 17-11 men så fulgte en god periode fra Ribe-Esbjerg, der med 3 mål i træk fik bragt sig på minus 3 ved 17-14. De efterfølgende 10 minutter blev der byttet mål uden nogen afgørende udbrud men efter 12 minutter begyndte Skanderborg igen at trække lidt fra. 19-17 blev byttet ud med 23-17 med 4 mål i træk og man begyndte at fornemme en sejr i Orangeriet.

Kampens sidste 10 minutter blev dog lidt mere forkrampet og Ribe-Esbjerg begyndte stille og roligt at spille sig tilbage i kampen. På 3 minutter blev 24-20 ændret til 25-24 og så var den fornemmelse af en sikker sejr forduftet. Vi holdt dog hovederne tilstrækkeligt kolde og det lykkedes ikke gæsterne at få udlignet og få tiltrængte point med hjem til Esbjerg egnen. Morten Balling på straffekast og Cornelius Kragh cementerede sejren med de sidste 2 mål, der fik en på trods af efterårsferie, godt fyldt Fælledhal helt op på de høje nagler.

.

SHEA var i dag ved fuld styrke i det nye Thomas Jæger fan-hjørne og de lavede en fantastisk støtte til drengene på banen, og vi staser hele butikken på at de kommer igen med samme volumen når vi møder GOG hjemme til næste hjemmekamp lørdag den 10/11.

Med dagens sejr rykkede vi op på en delt 6. plads, fortsat foran vores næste modstander fra Skjern Håndbold som venter på udebane næste gang Frank Jensen pakker tøjtasken onsdag den 31/10.  

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Cornelius Kragh 7, Morten Balling 6, Marcus Mørk 4, Mathias Bitsch 3, Morten Kirk Olesen 2, Nikolaj A. Nielsen 2, Jonas Samuelsson 2, Lars Skaarup 2, Mike Haack 1.

Målscorer Ribe-Esbjerg HH:

Siemen Schønningsen 7, Runar Karason 5, Mathias Jørgensen 3, Pelle Schilling 3, Gunnar Steinn Jönsson 3, Jonas Tidemand 2, Lukas Karlsson 2, Magnus Søndenå 1, Nicolai Pedersen 1, Miha Zvizej 1.

Website Security Test