Optakt Viborg HK på udebane
Optakt runde 10, HTH Ligaen, Viborg HK – Skanderborg Håndbold, onsdag 24/10 kl. 19.00 i Vibocold Arena, Viborg
I dagens kamp mod Viborg HK skal vi sige goddag til to tidligere Skanderborg-piger, Kristina Jørgensen og Amalie Grøn (i daglig tale ”Nips”. Vi møder et Viborg-hold, som i skrivende stund ikke har tabt under deres nye træner, Jakob Vestergaard, og senest har spillet uafgjort mod Herning-Ikast og vundet over Buxtehuder SV i Vibocold Arena.
Vi møder et hold i medvind, og som jagter de mange tabte point i opstarten, så de hurtigt kan kravle ind i top 8 og dermed sikre deres forventede slutspilsplads.
Der er ingen tvivl om, at Viborg besidder en perlerække af unge profiler, og når Line Haugsted samtidig både fik mange minutter og i den grad fandt netmaskerne i deres seneste kamp mod EH Aalborg, så er holdets bredde og kompetenceniveau blevet hævet betydeligt.
Derudover har specielt deres nye norske højreback Moa Högdahl også vist rigtig fine takter i de seneste kampe og virker til at være spillet ind. Vi glæder os til at møde et spændende og fysisk stærkt hold, de to tidligere Skanderborg-piger, landsholdsprofiler som Ann Grete Nørgaard, Rikke Poulsen, og Stine Bodholt – og til at spille i den legendariske Viborg-hal.
Vi ønsker dommere, Viborg HK og tilskuere en rigtigt god kamp!
v/ Træner Kristian Danielsen