Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

NFH fik kamp til stregen i Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 7. september, 2018

HTH Ligaen, Skanderborg Håndbold-Nykøbing Falster Håndbold, 24-27 (11-12)

Ærgrelsen var at spore hos Skanderborgs dameligaspillere og trænere umiddelbart efter kampen torsdag aften, hvor de havde givet de formstærke gæster fra Nykøbing Falster maksimal kamp til stregen, men endte med et nederlag på tre mål.

De havde nemlig netop leveret en kamp på højt niveau hele vejen i både forsvar og angreb og havde endda fået spillet sig frem til en chance for at stjæle point fra Nykøbing Falster Håndbold, men da det gjaldt, manglede de berømte marginaler.

Hjemmeholdet var nogle gange i løbet af kampen bagud med fire mål, men hver gang holdt de hovedet koldt og indhentede gæsterne: Fra 3-7 til 7-7 og fra 16-20 til 21-21 med kun ti minutter igen af kampen. Og med godt to minutter igen var holdet faktisk bagud med fem mål, 22-27, men fik så scoret yderligere et straffemål og et stregmål og reducerede dermed nederlaget til kun tre mål, 24-27. To mål færre, end da de to hold for tre uger siden mødtes på Fælleden i Santander Cuppens ottendedelsfinale, som NFH vandt 26-21.

Så der var masser af grund til at være både stolt og tilfreds med indsatsen – når den naturlige ærgrelse havde lagt sig. Og den osede da også ud af træner Kristian Danielsen umiddelbart efter kampen.

Ja, jeg var ærgerlig, fordi vi igen spillede en rigtig flot kamp, hvor vi igen formåede at kæmpe os tilbage gang på gang, hvor vi faktisk var nede i sækken. På 21-21 forsøgte vi at gribe muligheden og tage yderligere initiativ i kampen, men manglede så den sidste kynisme til at få det afsluttet til vores fordel. NFH var bare skarpest, da det virkelig gjaldt.

Men vi skal være sindssygt stolte af, at vi spillede os frem til at kunne afgøre kampen, det har deres tidligere modstandere ikke været i nærheden af. Derudover var det fedt at se, at vi lykkes med at udfordre dem på kontrafasen, som jeg har en fornemmelse af, vi vinder, og det tror jeg også, topholdene får problemer med, tilføjer han.

Efter kampen blev Sofie Blichert-Toft kåret til kampens Skanderborg-spiller.

Holdet forbereder sig nu på lokalopgøret mod Aarhus United i Aarhus allerede på mandag 10. september med kampstart kl. 19.30. Også her håber holdet og trænerne at se mange Skanderborg-fans på lægterne i Ceres Park, Hal 1.

Målscorere: Stine Holm 5, Sofie Blichert-Toft 5, Sofie Alnor 4, Sidsel Mejlvang 3, Stine Kristensen 2, Melanie Fuglsbjerg 2, Sofie Sletskov 1, Trine Knudsen 1 og Sofia Deen 1.

Website Security Test