Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Ligadammerne tilknytter Sofie Blichert-Toft

Webredaktør, udgivet d. 18. maj, 2018

Det er med stor glæde, at vi fra næste sæson kan byde velkommen til Sofie Blichert-Toft i ligatruppen. Hun kommer med stor rygsæk fuld af ligaerfaring, hvor hun igennem hele sin seniorkarriere har spillet for henholdsvis TTH Holstebro, Ringkøbing Håndbold og for tiden Team Esbjerg.

Træner Kristian Danielsen udtaler om Sofie Blichert-Toft:

”Da muligheden bød sig, og vi kunne tilknytte Sofie var jeg ikke et sekund i tvivl og hun var en vigtig brik at få på plads. Hun kommer til at tilføje os en masse erfaring fra øverste hylde, som jeg er sikker på vi kommer til at drage stor nytte af på både træningsbanen og i kampene. Hun er kendt som en god forsvarsspiller, men skal også bidrage med sine skudkompetencer og fine blik for spillet i angrebet. Jeg oplever en rutineret spiller, som brænder for håndbolden og er fyldt med en masse ærgerrighed og tørst, og når så kompetenceprofilen og personligheden passer perfekt ind i det store puslespil, så er jeg naturligt rigtig glad!”

Mens Sofie Blichert-Toft udtaler:

”Jeg glæder mig meget til at blive tilknyttet Skanderborg Håndbold, der virker som et hold med et stærkt sammenhold og stor ærgerrighed for at gøre en god figur i ligaen. Her kan jeg få en masse spilletid og en bærende rolle, hvilket jeg har prioriteret højt. Derudover tror jeg på, at vi kan lave nogle overraskelser i ligaen – jeg vil i hvert fald bidrage med alt jeg har, for at det lykkes.”

Der går dog lidt tid endnu inden vi får hende at se i den grønne trøje og træningsbanen, da hun ikke er helt færdig med sin sæson. Hun jagter sammen med Team Esbjerg bronzemedaljerne i det, som formentlig bliver et tæt kapløb med Viborg, hvor de tidligere grønne Amalie Grøn Hansen og Kristina Jørgensen tørner ud.

God kamp til jer alle!

Website Security Test