Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Flot vip satte turneringspunktum

Webredaktør, udgivet d. 15. april, 2018

Referat Skanderborg Håndbold – EH Aalborg 23-28 (12-14)

Det kan godt være, at Skanderborgs damer ikke vandt den sidste kamp, og dermed ikke fik den 14. sejr i træk, men kampen mod Aalborg – lørdag i gode gamle Cigaræsken – var alligevel fyldt med drama, flot håndbold og masser af stemning.

Begge hold er som bekendt allerede ligaklar, så lørdag handlede det blot om æren. Og selv om det var Aalborg, der stod med sejren til sidst, leverede Skanderborg et par gedigne comebacks – og afsluttede kampen med et flot mål på vip af Stine Holm med assist fra Melanie Fuglsbjerg.

Aalborg kom hurtigt foran fra start, men Skanderborg hang dog på, indtil det 20. minut ved stillingen 7-10. Derpå fulgte to hurtige Aalborg-mål, og så var Skanderborg bagud med fem.

Den tidligere Skanderborg-spiller Laura Damgaard var – ligesom i den første kamp mellem de to hold i december – en evig trussel. Hun havde igen tur i den med et væld af flotte mål, endda med både højre og venstre hånd. På dette tidspunkt havde hun scoret fem af sine i alt 11 mål, og hun blev derfor nu mandsopdækket. Efter nogle brændte Aalborg-forsøg fik Skanderborgs scoret et par gange – og dertil fik Trine Knudsen og Sidsel Mejlvang endelig gang i deres formidable samarbejde med indspil til stregen, hvilket gav to fine mål. Forsvaret fik også bedre fat, og det resulterede blandt andet i et præcist udkast fra målvogter Monika Kongsgaard til Stine Holm – og med scoringen stod der nu 12-13!

Med pausestillingen 12-14 var det stadig muligt med en sejr. De første seks-syv minutter gik det da også fint. Holdene byttede mål, men herefter stod der igen Aalborg på de næste fire scoringer – og atter var Skanderborg bagud med fem, 17-22. Ja, det blev endda til 17-23, hvorefter hjemmeholdet igen fik et – om end mindre – comeback til 21-25. Tættere på kom Skanderborg dog ikke og måtte se sig besejret med fem mål.

Skanderborgtræner Kristian Danielsen siger om kampen:

Der bliver gået til stålet i dag i begge lejre, og selvom kampen reelt var uden betydning, synes jeg, den blev afviklet på et rigtigt højt niveau. Vi må dog bare sande, at i dag var Laura Damgaard fra en helt anden planet og spiller en vanvittig kamp – selvfølgelig godt suppleret af Julie Jensen. Vi får lavet et par comebacks, men mangler de berømte marginaler i forskellige situationer, som bliver vekslet til en spand vand i hovedet frem for måske at vende momentum. Jeg synes, vi leverer et godt udtryk, og det var fedt at se så mange på lægterne og opleve den store hyldest til de formidable præstationer af de to mandskaber igennem sæsonen – stor tak!”

Nederlaget, det hidtil eneste i 2018, tager dog ikke glansen af den pragtpræstation, det har været for Skanderborgholdet at spille sig i ligaen efter at være slået til tælling i julepausen. Her rykkede to bagspillere til andre klubber, og playmaker Katrine Larson blev efterfølgende desværre ramt af en korsbåndsskade.

For trænernes vedkommende måtte der nu ledes virkelig godt og grundigt i værktøjskassen for at finde løsninger – og for spillernes vedkommende gjaldt det om at ryste modgangen af sig, gøre hinanden bedre, tro på hinanden og på det fælles projekt. Og det lykkedes til fulde. Hver enkelt spiller har løftet sig, og helt ud på tilskuerpladserne har det kunnet mærkes, at troen og tilliden mellem spillere og trænere bare voksede og voksede fra kamp til kamp – og fra sejr til sejr.

Efter kampen fik Aalborg fortjent overrakt pokalen som vinder af 1. division, og taktfaste klapsalver lød ned over de to kommende ligahold. For Skanderborgdamerne stod den nu på hygge i hallen med publikum, venner og familie, før der var afslutningsmiddag i VIP-lokalet.

Der er dog endnu en kamp i sigte, idet holdet i pokalturneringen møder Horsens. Kampen spilles i Horsens søndag 17. maj.

Målscorere Skanderborg: Trine Knudsen 7, Stine Holm 7, Sofie Alnor 3, Sofia Deen 3, Sidsel Mejlvang 2, Caroline Svarre 1.

Website Security Test