Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Storsejr i Santander Cup

Webredaktør, udgivet d. 4. april, 2018

Hjallerup IF – Skanderborg Håndbold 26-41 (12-20)

Santander Cup 6. runde. Udebane. Tophold fra den nordjyske 2. division, på vej i kvalifikationskampe til 1. division. En cocktail som Skanderborg ikke har vundet nogle større priser i gennem de senere år, men i dag var det ganske anderledes. En godt fyldt Hjallerup Hal med en 3-400 pokalsensationslystne Nordjyder, fik ikke hvad de kom efter. Ganske vist kom de lokale helte lidt nord for dobbelt A foran 1-0, men det var den eneste gang det unge Hjallerup hold var i nærheden af at drømme om pokaloverraskelse. Efter 4 minutter var The Green Gunmen, i dagens anledning omdøbt til The White Gunmen, foran med 4-1 og derfra var alt håb og chance for en artig pokaloverraskelse forsvundet fra Aalborg området.

Frederik Ladefoged blev fra start fodret med fine indspil og fik scoret 5 mål indenfor de første 13 minutter, hvorefter han blev hevet ud af kampen og kom ikke sidenhen på banen igen. Her tog Nikolaj A. Nielsen over og han kronede også en god indsats med samme antal mål, dog på de resterende 47 minutter.

Kristoffer Laursen var tilbage i målet efter en lang sengeliggende periode og gjorde såmænd en ganske fin figur og tillod kun 12 mål i de 30 minutter han fik på banen, inden Bertram Obling overtog tjansen efter pausen.

Angrebsspillet var godkendt igennem alle 60 minutter men med til historien hører også at de 2 Nordjyske keepere ikke havde nogen stor dag på kontoret, og en gennemgang efter kampen gav en del grå hår i hovedet med overhovedet at huske nogle redninger. Der var sikkert nok nogle stykker, men redaktionen er ret overbeviste om at de kunne tælles på en hånd, og måske ovenikøbet en pensioneret savværks oversavemesters hånd.

Pausestillingen var 20-12 i Skanderborg favør og 2. halvleg var blot 4 minutter gammel da den første 10 måls føring kom på tavlen ved 23-13. Alt spænding var væk men Skanderborg drengene skal have ros for at holde koncentrationen langt hen i kampen.

Hjemmeholdets træner Jesper Stick forlangte klogeligt timeout ved 34-17 efter 48 minutter, og det var for hjemmeholdet heldigvis øjeblikket hvor der gik lidt vip og tivoli i den for Skanderborgs vedkommende, ellers kunne det have blevet til en af de helt grimme afklapsninger. Hjemmeholdet var dog også en part i de mere festlige indslag, da der blev dikteret et af de gamle stævne systemer hvor hjemmeholdets målmand fik sneget sig ubemærket med op i angrebet. Operationen lykkedes men patienten døde desværre da den gæve målvogter i ren iver også fik sneget sig op på en 8-10 skridt efter et par flotte Fred Astaire dansetrin, til stor begejstring for de mange Hjallerup tilskuere, der ellers var faldet lidt i staver i 2. halvleg. De blev ellers holdt til ilden af årets absolut bedste udebane speaker, der blev flot bakket op af årets bedste udebane DJ. En fornøjelse at opleve et sådant makkerpar og så ovenikøbet i en 2. divisionsklub. De kunne med lethed begå sig i ligaen på højeste niveau, highfive herfra. Læg dertil at Nordjyllands svar på Preben Kaas aka Dynamit Harry var kørt ind og lagde krudt og ildsøjler til et flot indløb for hjemmeholdet. Jovist Hjallerup kan sagtens rykke op i højere rækker uden at skulle lave om i den gameplan på kamp afvikling.

Efter 34 minutter kom Mike Haack på banen igen efter næsten 12 måneders skadespause. Han afløste en ellers storspillende Jonas Eichwald, og det gjorde godt at se Mike Haack udnytte sine 2 chancer til 2 mål og en sikker indcheckning på håndboldlandkortet igen. Han stod bag kampens flotteste mål på dobbelt vip, med assist fra kampens topscorer Andreas Væver der bidrog med 8 mål idag.

Det var sæsonens sidste optræden mod hold fra Aalborg området og det var en sæson der betød 8 point ud af 8 mulige. Aalborg Håndbold er besejret 2 gange og Nøvling og nu Hjallerup er begge slået ud af Santander Cup.

Alle Advokat Troelsen spøgelser blev gjort til skamme, vi vandt knusende sikkert og er nu med blandt de sidste 16 hold i Santander Cup. Vi er 2 sejre fra Final 4, men til gengæld er Danmarks 16 bedste hold formodentligt med i hatten når der ”trækkes lod” til næste runde, der først spilles til August.

Og nu gælder det kvalifikationsspillet og kampen om en ny 888Liga billet og kampen om 75.000,- gode danske kroner. Om præcis en uge åbner vi ballet i Orangeriet mod Ribe-Esbjerg.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Andreas Væver 8, Minik Dahl Høegh 5, Kristian Bonefeld 5, Jonas Eichwald 5, Frederik Ladefoged 5, Nikolaj A. Nielsen 5, Kasper Irming 3, Mike Haack 2, Jonas Samulesson 2, Martin Mauer Larsen 2.

Website Security Test