Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat fra nyt drama

Webredaktør, udgivet d. 21. marts, 2018

Skanderborg Håndbold – Nordsjælland Håndbold 26-25 (12-12)

What a night. Endnu engang endte en afgørelse i årets 888Liga i kæmpe drama, og for anden gang i træk på hjemmebane, gik det Skanderborgs vej, da afgørelsen skulle falde endeligt.

Forud for den vanvittige afslutning var en næsten fyldt Fælledhal vidne til en kamp med bedre forsvar end angreb, og det var samme dom for begge hold. Fra første angreb fik man fornemmelsen af, at det kunne blive en kamp med en meget lav score, hvilket så alligevel ikke helt blev tilfældet med 51 mål. Holdene fulgtes ad til 4-4 efter 10 minutter, med gode målmandspræstationer i begge ender af banen.

Gæsterne fik momentum og bragte sig midtvejs i 1. halvleg på 4-7, og senere på 5-9 efter 19 minutter. Skanderborg havde meget svært ved at spille sig til gode chancer i den fase af kampen, men med til billedet hørte også, at gæsterne havde et hav af riposter, der alle gik deres vej indtil da i kampen. Andreas Væver fik reduceret til 6-9 og det blev startskuddet til en god Skanderborg periode, der vendte 5-9 til 12-10 på blot 7 minutter. Det var håndbold, når det var bedst, og publikummet i Orangeriet var ved at være godt varmet op i den periode. De sidste 3 minutter af halvlegen blev en god gang rod og kaos, hvor der blev lavet afleveringer, der ikke bliver set i træningslokalet. Det hele endte med en gratis kontrachance til gæsterne i de sidste sekunder, og dermed kunne de neon grønne Nordsjællændere gå til pause med 12-12, hvilket de nok var mest tilfredse med.

Efter pausen fortsatte det tætte parløb mellem de 2 hold. Stemningen var fortættet og ingen af holdene kunne rigtigt vriste sig fri til en afgørende føring. Midtvejs var det stadig helt lige på 19-19 men her fik Skanderborg endelig lidt luft i stillingen. Martin Mauer Larsen satte 20-19 målet ind, som KUN Martin Mauer kan med et 2 fods afsæt, der bragte han faretruende tæt på kuben i loftet af Orangeriet, og smadrede bolden ind i det ene målhjørne. Det var starten til en god periode, der kulminerede med en 23-20 føring af Nikolaj A. Nielsen i tomt mål efter knap 54 minutter. Denne kamp ville bare ikke afgøres, så gæsterne scorede naturligvis de efterfølgende 4 mål og bragte sig i front 23-24 med 3 minutter tilbage. Morten Balling udlignede, men gæsterne bragte sig igen i front efter 58.39 på kuben.

Jonas Samuelsson udlignede for gud ved hvilken gang med 52 sekunder tilbage og med 34 sekunder tilbage forlangte NSH timeout for sidste gang. 10 sekunder før tid hev borgmester Laursen fra Torrild en af de helt vigtige redninger frem, en af mange på denne råkolde onsdag. Nick Rasmussen viste efterfølgende, at han er blevet hurtigere med alderen, i hvert fald betydeligt hurtigere end hans returløb i Fredericia tiden, for på blot 1 sekund fik han spurtet til dommerbordet og lagt kampens sidste timeout kort.

De sidste 9 sekunder boblede Orangeriet som en god fransk champagne, men hele hallen holdt vejret med få sekund tilbage, da det lykkedes Nicolai Pedersen at fremtvinge et frikast og dermed fratage Skanderborg muligheden for en gennemspillet chance. Dommerne mente dog, at samme Pedersen med vilje havde sparket bolden væk fra åstedet umiddelbart efter, og det betød endnu en kontroversiel kendelse mod Nordsjælland Håndbold, rødt kort og straffekast med 1 sekund tilbage på uret.

Hallen kogte helt over og da Morten Balling omsatte straffekastet til sejrsmålet, kogte det desværre også over blandt de neon grønne NSH fans, der fik tændt nødblus inde i hallen og skabte dermed en unødvendig uværdig afslutning på en yderst dramatisk håndboldkamp.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Morten Balling 12, Kasper Irming 4, Jonas Samuelsson 3, Andreas Væver 2, Nikolaj A. Nielsen 2, Martin Mauer Larsen 2, Frederik Ladefoged 1.

Målscorer Nordsjælland Håndbold:

Lasse Uth 6, Nicolai Pedersen 5, Johan Meklenborg 5, Jesper Dahl 2, Knud Ronau 2, Oliver Roepsdorff 1, Nichals Poulsen 1, Christian Køhler 1, Andreas Nielsen 1, Carl-Emil Haunstrup 1.

Website Security Test