Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat fra Kolding

Webredaktør, udgivet d. 28. marts, 2018

KIF Kolding København – Skanderborg Håndbold 29-23 (16-12)

Sidste runde i grundspillet mellem KIF Kolding København og Skanderborg Håndbold endte med en sikker hjemmesejr til hjemmeholdet efter en flot slutspurt de sidste 15 minutter, og de tidligere mangedobbelte Danske Mestre kunne dermed sikre sig en slutspilsplads for næsen af Mors-Thy og Ribe-Esbjerg.

Skanderborg måtte ud over anføre Morten Kirk Olesen stille til start uden borgmester Kristoffer Laursen, der har været sengeliggende siden sidste uges sejr over Nordsjælland, og i hans sted gav Nick Rasmussen liga debut til Salah Boutaf fra U18 holdet.

Hjemmeholdet havde klart mest på spil i dagens opgør og der var da også godt fyldt op i Sydbank Arena i Kolding, hvor der blot var et par hundrede pastelfarvede sæder i syne, resten var fyldt op af lokale fans men også en del grønne fans fra Skanderborg var kørt sydpå og bakkede vores drenge flot op gennem alle 60 minutter.

På banen kunne man også fornemme at kampen var mest betydningsfuld for værterne, der startede godt og hurtigt bragte sig på 4-1 og efter 10 minutter var den udbygget til 6-2 og midtvejs var de grønne nede med 10-4. Specielt storskytten Philip Stenmalm gjorde ondt på Skanderborg defensiven og ham fik vi slet ikke styr på i de første 30 minutter. Alt for ofte kom svenskeren på skudhold på 8-9 meter og det gav den store skytte for gode betingelser i duellen med Bertram Obling i Skanderborg målet. De sidste 10 minutter af halvlegen kom vi langsomt bedre med i kampen, på gode indsatser af Kasper Irming og Minik Dahl Høegh i offensiven, men 3 brændte straffekast før pausen gjorde vi heller ikke livet nemmere for os selv. Magnus Landin fik i sidste sekund scoret til halvlegsstilling 16-12 og den føring skal også ses i lyset af at Søren Haagen vandt målmandsduellen med hele 10-1 de første 30 minutter.

Efter pausen skiftede kampen karakter og The Green Gunmen fik stille og roligt arbejdet sig tilbage i kampen. Unge Salah Boutaf kom på banen i sin første liga optræden efter 39 minutter og startede sin liga karriere med at redde et straffekast fra Magnus Landin og 6 minutter efter var vi kun nede med et enkelt mål ved 20-19. Herfra gik alting desværre galt for Skanderborg drengene. Bo Spellerberg scorede sit første mål i kampen på straffekast og det var starten til en grim periode med alt for mange fejl, som de rutinerede Kolding spillere straffede uden at tøve. Søren Haagen fortsatte med at imponere stort i hjemmeholdets mål og nåede en redningsprocent tæt på 50, og i en periode var hans mål nærmest forhekset. 888Ligaens ældste spiller blev den helt store oplevelse i dagens opgør, som tabte pusten de sidste 10 minutter da hjemmeholdet fik bragt sig foran med 6-7 mål på få minutter. En tendens der desværre er set en del gange i denne sæson, hvor fejlene vælter ind, og selv de mest elementære ting går galt. KIF var sikre på deres livsnødvendige point og dermed i slutspillet og det passede hjemmepublikummet ganske fremragende.

Selvom kampen endte med en dårlig Skanderborg periode var der ganske opløftende momenter i kampen. Kasper Irming fik vist at han er på rette vej tilbage og det samme var tilfældet for Minik Dahl Høegh som efterhånden har fået en mase træninger i kroppen efter hans lange skade. Også Jeppe Jonasson leverede en god indsats defensivt efter pausen. Alt sammen nogle gode ting vi kan tage med videre om 2 uger når kvalifikationsspillet starter, og der kan vi også forvente igen at kunne råde over både Kristoffer Laursen og Morten Kirk Olesen igen.

TM Tønder måtte indkassere den direkte nedrykning, der betyder at HCM kommer med i kvalifikationsspillet sammen med Skanderborg og Sønderjyske. De sidste 2 deltagere endte efter dagens resultater med at blive Ribe-Esbjerg og Mors-Thy. De 5 hold møder hinanden 1 gang hver, enten ude eller hjemme og vi starter vores program med hjemmekamp mod Ribe-Esbjerg onsdag 11/4 kl. 18.30 i Orangeriet.

Men nu venter der først spillere og trænere en tiltrængt påskeferie.   

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Jonas Samuelsson 5, Frederik Ladefoged 5, Kasper Irming 4, Martin Mauer Larsen 2, Andreas Væver 2, Morten Balling 2, Minik Dahl Høegh 2, Bertram Obling 1.

Målscorer KIF:

Philip Stenmalm 7, Jens Peschardt 6, Magnus Landin 5, Sebastian Augustinussen 4, Petter Øverby 4, Bo Spellerberg 2, Morten Bjørnshauge 1.

Website Security Test