Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat BSV – Skanderborg Håndbold

Webredaktør, udgivet d. 16. marts, 2018

BSV – Skanderborg Håndbold 28-22 (13-15)

Det blev til 45 rigtige gode minutter i JYSK Arena mod 888Ligaens nummer 3 BSV i fredagens opgør. Til gengæld blev de sidste 15 minutter nogle der meget hurtigt bare skal glemmes, for de indeholdt så mange tekniske fejl at vi næsten ikke kunne være det bekendt. Det var synd at drengene ikke fik lov at spille med om sejren til sidst, for de første 45 minutter var virkeligt gode.

Kampens første 14 minutter var meget ensformige på måltavlen. Først scorede BSV og derefter Skanderborg og der skulle en udvisning af Mathias Smed ved stillingen 7-7 til at give matchens første 2 måls føring på 9-7 til hjemmeholdet men kort tid efter var der igen balance i regnskabet ved 10-10 efter 20 minutter. Ved 11-11 brugte BSV deres første timeout og det samtaleminut brugte Skanderborg bedst og scorede 3 mål i træk til Skanderborg føring på 11-14. Bertram Obling kom ind midtvejs i halvlegen og han var medvirkende til Skanderborg føringen med et par fine redninger, som ellers generelt var en mangelvare i begge ender i de første 30 minutter. Frederik Ladefoged fik bolden sat i mål på en kontra i halvlegens sidste sekunder, men målet blev underkendt på mystisk vis og pauseføringen på 15-13 til Skanderborg kunne godt have været et eller 2 mål større.

Efter pausen fortsatte The Green Gunmen den fine fight og føringen på et par mål. Efter 336 minutter kom Kasper Irming på banen for første gang siden han blev skadet på Mors for adskillige uger siden, og han scorede i sit første angreb til 16-18. Efter 41 minutter gjorde Martin Mauer det til 17-20 på et flot mål fra distancen men det blev desværre startskuddet til en rigtig dårlig Skanderborg periode, der desværre skulle vise sig at vare resten af kampen. Efter 45 minutter var Skanderborg fortsat i front med 19-20 og her viste Sebastian Skube sit værd for hjemmeholdet. Den slovenske playmaker holdt sig på benene i 5 angreb i træk og var hjernen bag 4 BSV mål i træk inden Frederik Ladefoged fik stoppet 7 minutters Skanderborg scoringspause med sin scoring til 22-21 til BSV.

Ved samme stilling forlangte Skanderborg timeout efter 50 minutter men intet gik Skanderborgs vej herfra. Jonas Samuelsson fik chancen for udligning på et straffekast lige efter, men brændte og umiddelbart derefter smed vi 2 store kontrachancer væk på tekniske fejl og i stedet kunne Michael Knudsen bringe hjemmeholdet foran 23-21. Herfra gik det kun en vej og det var hjemmeholdets. Den ene tekniske fejl afløste den anden og vi gjorde det desværre helt enkelt for hjemmeholdet at køre en sikker og alt for stor sejr hjem på hele 28-22.

De sidste 15 minutter endte med 10-2 til fusionsklubben og med vores præstation den sidste fjerdedel af kampen in mente kan der intet udsættes på det resultat. Det var bare lidt ærgerligt med de første 45 minutters præstation i baghovedet, for den indsats var rigtig god og havde vi holdt det niveau gennem alle 60 minutter kunne vi have spillet med om point mod mægtige BSV i dag. Sæsonen 2017/18 ender med en hjemmesejr og et udebanenederlag i det lokalopgør vi helst vil vinde af alle, og der var rigtig flot opbakning fra 8660 på lægterne igen i dag, og stor tak for det.

Nu gælder det om at vaske skuffelsen væk i en fart og forberede os på onsdagens hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Morten Balling 7, Frederik Ladefoged 5, Martin Mauer Larsen 3, Jonas Samulesson 2, Andreas Væver 2, Bertram Obling 1, Kristian Bonefeld 1, Kasper Irming 1.

Målscorer BSV:

Michael Knudsen 5, Nikolaj Øris 4, Jacob Lassen 4, Sebastian Skube 4, Stefan Hundstrup 3, Johan Hansen 2, Lars Skaarup 2, Nikolaj Markussen 2, Jesper Nøddesbo 1, Mads Øris 1.

Website Security Test