Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Sejrsscoring i de sidste sekunder

Webredaktør, udgivet d. 21. januar, 2018

Referat TMS Ringsted – Skanderborg Håndbold, 28-29 (9-12)

Skanderborgs venstrefløj Sofie Alnor scorede blot et enkelt mål i lørdagens kamp på sin gamle hjemmebane i Ringsted. Men hvilket mål!

Med 13 sekunder igen var stillingen 28-28 – efter at Ringsted havde kæmpet sig tilbage fra 13-18 i det 9. minut i anden halvleg. De var kommet på 21-21 og på 24-24 og altså på 28-28. Skanderborg var i angreb, og træner Kristian Danielsen tog timeout og beordrede syv mod seks-spil. Det udførte hans spillere til punkt og prikke, afsluttende med en flot assist fra Katrine Larson til Sofie Alnor, som tre sekunder før tid satte den afgørende scoring ind til slutresultatet 28-29.

Vi havde stor respekt for Ringsted og deres svære udebane, og det blev præcis lige så tæt, som vi havde regnet med. Vi har egentlig godt styr på dem i store dele af kampen, hvor vi er godt tilfreds med forsvaret og egentlig også angrebet, men får brændt lidt for meget. Men så får de nogle hurtige mål, hvor især Emma Navne gør en forskel fra distancen, og det, sammen med deres syv mod seks-spil, betyder, at de kommer op, og det bliver helt tæt. Og så handler det egentlig bare om, hvem der kan holde nerverne mest i ro i slutminutterne. En stor cadeau til TMS for en flot og meget seværdig håndboldkamp, siger Kristian Danielsen.

Han glæder sig over, at det endelig var Skanderborg, der løb med sejren i en tæt kamp.

Vi har spillet flere meget tætte kampe i sæsonen, som vi har tabt med et enkelt mål. Så det var fedt, at det denne gang var os, som havde marginaler på vores side og koldblodigheden, så det var os, der løb med sejren til allersidst.

Han roser både bagspiller Sofia Deen, som spillede flot, især i anden halvleg, hvor hun scorede seks mål, og højrefløj Stine Holm, der fik sat fem fine mål ind.

Med sejren rykker Skanderborg op på tredjepladsen i 1. division.

Skanderborgholdet spiller allerede på tirsdag 23. januar igen, når Vendsyssel kommer på besøg i den gamle arena i Cigaræsken alias Morten Børup Hallen med start kl. 19.30. Der er gratis entré!

Målscore: Katrine Larson 6, Sofia Deen 6, Stine Holm 5, Sidsel Mejlvang 5, Trine Knudsen 2, Melanie Fuglsbjerg 2, Sofie Alnor 1, Caroline Svarre 1, Mathilde Pape 1.

Website Security Test