Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat: 22 parti i Skak VM 1990

Webredaktør, udgivet d. 9. december, 2017

Skanderborg Håndbold – KIF Kolding København 29-29 (16-16)

Det mindede om 22. parti i skak, VM år 1990 mellem Kasparov og Karpov, da der i dag var kamp i 888ligaen i Orangeriet i Skanderborg. De 2 skakhjerner sad på hver deres bænk og med hver deres strategi og ønsker om kampens forløb og afvikling.

Har du ikke læst ligegyldige kampreferater nok i dit liv ? Sikkert – så lad os bare lave et referat der er lidt anderledes, som så meget andet i Skanderborg Håndbold. Vi leger at Nick Rasmussen er Kasparov og Lars Frederiksen er Karpov. Skakspillet er flyttet fra Lyon i 1990 til Orangeriet i 2017.

Lad os slå det fast med det samme. Havde det været lyn skak, havde Nick Kasparov Rasmussen vundet meget stort over Lars Karpov Frederiksen. Karpov med hvide brikker havde ikke overraskende valgt en åbning med fokus på lange angreb og så lidt tempo som overhovedet muligt, mens Kasparov med grønne brikker kun havde taget de hurtige brikker med på brættet og ønskede fart over feltet. Årsagen skulle selvfølgeligt findes på dagens holdkort, hvor det var tydelige at Karpov ikke havde mange brikker at flytte med. De 7 startende brikker skulle stort set foretage alle træk og det kom kampens forløb også til at bære præg af.

De 2 strategier var tydelige fra kampens første træk. Skanderborg løb og løb mens gæsterne spillede alenlange angreb, hvor alt var lagt op på Dronning Spellerberg, der havde sidste eller næstsidste hånd på stort set alt. Stort set alt foregik med henblik på at en af de tonstunge KIF stregspillere skulle ende med bolden, og langt hen af vejen lykkedes gæsterne med den taktik. Det betød en boldbesiddelse på omkring 70:30 i gæsternes favør og gav faktisk ikke nogen speciel seværdig 1. halvleg. Skanderborg var bedst før pausen men vi skulle helt hen til de sidste 5 minutter af partiet før det lykkedes hjemmeholdet at skabe en lille føring. Gang på gang fik Kolding raget riposter eller løse bolde til sig og udnyttede disse på imponerende kynisk vis. KIF endte med at score de sidste 2 mål i halvlegen og dermed udligne til 16-16, men det var ikke helt retvisende for 1. halvlegs forløb. Skanderborg burde have gået til pausen foran med et par mål eller mere, men heldet, rutinen, dygtigheden og Karpovs snu skakhjerne fik hevet det smalle Kolding hold til pause med remis.

Efter pause snakken fortsatte det knivskarpe skakspil. Efter 33 minutter var alt stadig lige ved 18-18 men nogle gevaldige grønne fejltræk gav gæsterne 3 mål i træk og Kasparov forlangte konsekvent en timeout allerede efter 6 minutters spil. Og Kasparov skiftede simpelthen kongen ud. Ind med Bertram Obling i det grønne mål, og det træk skulle vise sig at blive kampafgørende. Ikke fordi Borgmester Laursen stod svagt, men Bertram hev noget ekstraordinært frem da han kom på brættet efter nogle kampe uden bræt-tid. Efter 9 minutter havde vi reduceret til 21-22 og Orangeriet begyndte efterhånden at vågne op til dåd. Men endnu engang skiftede partiet momentum og Karpov kastede de sidste af gæsternes kræfter ind i en afgørende offensiv. Midtvejs i 2. halvleg havde gæsterne øget til 21-24 og Kasparov forlangte den sidste timeout i partiet til de grønne brikker efter 45 minutter.

Kasparov vidste at det var et usædvanligt parti i dag, da alle 4 løbere var grønne brikker, mens alle 4 tårne var hvide i dag, og de tunge tårne var ved at løbe tør for ledige felter. Kampens spiller Morten Balling kæmpede virkeligt formidabelt i afgørelsens time, men vores lille springer ramte indersiden af stolperne 2 gange i træk og man begyndte at tvivle på om vores løber overskud mon var nok til at hente point i partiet. Vi skulle helt hen til 10 minutter før slut før vi for alvor fik udbytte af vores overskydende løbere. Bagud 23-27 med 10 minutter igen blev en KIF udvisning vendepunktet. 3 mål i træk rystede de rutinerede gæster og Karpov på bænken, og slutminutterne blev en lang gyser for de lidt skuffende kun 701 fremmødte tilskuere.

Gæsterne var tydeligvis trætte og Dronning Spellerberg havde ikke fysikken og luften til at afgøre dagens parti, som han har gjort hundredvis af gange før i karrieren. Frederik Ladefoged og Morten Balling lavede de 2 sidste Skanderborg mål til udligning 29-29 og vi havde bolden i de sidste 30 sekunder af partiet. Det endte med et straffekast til Martin Mauer Larsen i de sidste sekunder af opgøret, og Orangeriet var på højeste alarmberedskab. Sidste sæsons topscorer Kasper Irming tog bolden og ansvaret til det afgørende straffekast, men skød desværre over mål og partiet endte præcist som mellem Kasparov og Karpov i 1990 i Lyon, REMIS.    

  Begge hold havde lidt blandede følelser efter kampen. Gæsterne var naturligvis ærgerlige over ikke at kunne forsvare deres 4 måls føring med 10 minutter tilbage, men kunne omvendt takke de højere magter for at det sidste straffekast ikke ramte målet. Vore drenge og trænere havde det præcist omvendt, så mon ikke at det remis resultat var fair når dagen er omme og adrenalinen igen er på normalt niveau.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Morten Balling 9, Frederik Ladefoged 6, Kasper Irming 6, Andreas Væver 4, Morten Kirk Olesen 1, Kristian Bonefeld 1, Jonas Eichwald 1, Martin Mauer Larsen 1.

Målscorer KIF Kolding København:

Morten Bjørnshauge 7, Magnus Landin 6, Philip Stenmalm 5, Bo Spellerberg 5, Jacob Hansen 3, Jens Peschardt 3.

Website Security Test