Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

888 Herreligaen 888 Herreligaen
«« »»

Referat Aalborg – Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 9. november, 2017

En flok vanvittigt pointsultne og indebrændte Gunmen tog torsdag aften til Aalborg og sejrede over de danske mestre på deres hjemmebane, foran 3.000 af deres sejrsvante tilhængere, og forløsningen var til at få øje på i omklædningsrummet efter kampen. Det var ægte glæde efter en fremragende holdpræstation.

Kampens første minut gav ellers lidt dårlig stemning i presselogen med 2 tekniske fejl fra Skanderborgs side de første 60 sekunder af kampen, men det var heldigvis ikke et signal om at de gammelkendte fejl var taget med i bussen til Aalborg. Indsatsen var koncentreret og det var tydeligt at troen på grøn sejr sad i spillerne fra kampens start. Holdene fulgtes ad til 5-5 efter 12 minutter hvor en indskiftning af Martin Mauer Larsen viste sig som den rette medicin. En udvisning til Aalborg blev udnyttet til at slå et lille hul på 2 mål og det blev hurtigt udbygget til 4 mål kort før pausefløjtet. Hjemmeholdet gik frem i et 5:1 forsvar til slut i halvlegen og det bragte de forsvarende danske mestre lidt tilbage i matchen, og pausestillingen endte på 10-12.

Martin Mauer Larsen åbnede 2. halvleg med et flot mål til 10-13 men det var desværre startskuddet til en god Aalborg periode der gav kontakt og udligning 14-14 efter 36 minutter. Det lignede til forveksling den sidste kamp mod Århus men sådan skulle det heldigvis slet ikke gå. En tidlig timeout fra Nick Rasmussen betød 4 mål i træk og den føring skulle vise sig at blive afgørende for kampen. Aalborg hang konstant efter og havde rigtigt svært ved at dels ramme indenfor de stribede aluminiumsrør og dels passere en yderst velspillende Kristoffer Laursen i Skanderborg målet. Aalborg brugte deres sidste timeout i det 12. og 19. minut men lige meget hjalp det. Med under 5 minutter tilbage af kampen førte vi 24-19 men ingen af de grønne i hjertet i Gigantium turde sælge kampen på trods af føringen. 3 Aalborg mål i træk gav da også lidt bange anelser men Morten Kirk Olesens scoring til 22-25 med godt 1 minut tilbage var det sidste søm i Aalborg kisten og de resterede sekunder var ren forløsning både på og udenfor banen.

En fantastisk holdpræstation som blev krydret med en flot præstation i målet af Kristoffer Laursen og ikke mindst sæsonens i særklasse bedste præstation af Martin Mauer Larsen. Dette var kampen der fik Mauer tilbage efter en stor formkrise i starten af sæsonen, og det var tydeligt at hele holdet glædede sig enormt på Mauers vegne. Også Frederik Ladefoged ydede en fantastisk fight i konstant infight med de fysisk tunge Aalborg spillere.

Det har virkeligt været en tung periode med 7 nederlag i træk for The Green Gunmen, og efter kampen var humøret da også på højde med lørdagsarrangementet på Smukfest. Der blev grinet og pjattet hele vejen hjem i bussen, og hvor man dog undede spillerne endeligt at få en succesoplevelse efter de mange nedture. De har arbejdet hårdt meget længe og i dag kom forløsningen.

NU håber vi bare på at vi kan få fyldt orangeriet om præcist en uge, når ærkerivalerne fra BSV kommer på besøg. Kom i hallen Skanderborg, The Green Gunmen er i gang!

Målscorer Skanderborg Håndbold

Martin Mauer Larsen 6, Morten Balling 5, Andreas Væver 3, Frederik Ladefoged 3, Morten Kirk Olesen 3, Kasper Irming 3, Kristoffer Laursen 2, Kristian Bonefeld 1.

Målscorer Aalborg Håndbold

Patrick Wiesmach 7, Andreas Holst 5, Bister Juul 3, Simon Hald 3, Arnor Atlason 1, Lovro Jotic 1, Martin Larsen 1, Sebastian Barthold 1, Janus Smarason 1.

Website Security Test