Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Knusende sejr over Sønderjyske

Webredaktør, udgivet d. 29. november, 2017

Skanderborg Håndbold – Sønderjyske 27-19 (12-10)

Først bankede vi BSV og i dag lagde Orangeriet igen gulv til en forløsende hjemmesejr. Sønderjyske blev sendt til Otto Duborg land med et 8 måls nederlag på 27-19 og The Green Gunmen er endegyldigt ude af den målkrise som vi indledte sæsonen med. Publikum bar de grønne drenge frem i ale 60 minutter og alle dommedagsprofeterne der mente at alle grønne point fra Cigaræsken ikke kunne overføres til vores nye hal, må nu endegyldigt tie stille og nyde de nye rammer.

Det var en plet på den nyvundne tro på tingene, at vores ellers så stærke defensiv tillod Nordsjælland at lave 32 mål i søndags, men i dag var det bomstærke forsvar tilbage på niveau og bagved stod Torrild Borgmesteren Kristoffer Laursen ganske enkelt fantastisk. 50% endte vores keeper med at præstere i redningsprocent, og traditionen tro fulgte Bertram Obling op på præstationen ved at snuppe de 2 første Sønderjyske straffekast i 1. halvleg.

Skanderborg kom på banen som vi syntes absolut bedst om. Fulde af koncentration og vildskab, og efter 5 minutter var vi i front med 2-0 og kort tid efter 4-1. Midtvejs var vi i front med 8-6 men en udvisning af Frederik Ladefoged fik gæsterne op på 8-8. Umiddelbart efter udvisningen bragte vi os igen i front med 3 mål i træk, og trods endnu en udvisning kunne vi holde en føring på 12-10 ved pausen.

De første 10 minutter af 2. halvleg var vores offensiv ikke helt tunet ind, og Sønderjyske fik hurtigt udlignet til 12-12. 5 minutter gik der før Martin Mauer Larsen bankede det første Skanderborg må ind, og herfra stod der Skanderborg på resten af kampen. Efter 40 minutter var vi på 16-13 og Sønderjyske forlangte timeout, som gav gæsterne 2 mål efterfølgende. Det bragte ikke Skanderborg ud af kurs og efter 15 minutter stod der faretruende 19-15 på tavlen, og det tvang Kasper Christensen til hans sidste timeout med 15 minutter tilbage.

Det var sidste chance for Sønderjyderne for at komme tilbage i kampen, men det tillod en flok sultne og veloplagte Gunmen på ingen måde. De sidste 15 minutter blev en lang triumf foran et veloplagt hjemmepublikum i Orangeriet. 27-19 stod der på den flotte kube da dagens sidste dommerfløjt havde lydt og hjemmepublikummet kvitterede med stående klapsalver i flere minutter efter.

2 point blev sat på kontoen og de luner gevaldigt efter den lidt sparsomme pointhøst i starten af sæsonen, og vi har nu kontakt til de overliggende hold og sætter os på en aktuel 11. plads, hvor alle holdene dog ikke har samme kampantal.

Vi glæder os allerede til næste hjemmekamp lørdag 9/12 mod KIF Kolding København.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Kasper Irming 7, Morten Balling 6, Morten Kirk Olesen 5, Andreas Væver 3, Martin Mauer Larsen 3, Frederik Ladefoged 2, Kristian Bonefeld 1.

Målscorer Sønderjyske:

Simon Kristiansen 4, Adam Nyfjäll 4, Aaron Mensing 3, Mikkel Møller 2, Kasper Olsen 2, Chris Jørgensen 1, Kenneth Bach 1, Christoffer Fors 1, Claus Kjeldgaard 1.

Website Security Test