Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Kontramaskinen ramte hårdt

Webredaktør, udgivet d. 27. august, 2017

Santander cup, pokalturneringen, 1/8-finale, Skanderborg Håndbold – Silkeborg-Voel KFUM, 16-37 (11-16)

Sæsonens første hjemmekamp var på programmet lørdag eftermiddag, da Skanderborg tog imod ligaholdet fra Silkeborg-Voel i pokalturneringen.

Planen var at undgå, at Silkeborg-Voel fik gang i sin kontramaskine – men det lykkedes bare slet ikke. Blandt andet fordi Skanderborgpigerne aldrig fik fundet frem til nøglen, som kunne åbne gæsternes meget kompakte forsvar. Hver gang Skanderborgs angreb endte med et brændt forsøg, en fejlaflevering eller teknisk fejl, drønede Silkeborg-Voels kontramaskine af sted, uden chance for de to målmænd, Emilie Jacobsen og Stine Broløs.

Kollektivet fejlede totalt. Vi fandt meget få succeser, og det straffede Silkeborg-Voel. At vi faldt sådan sammen, er bestemt ikke en godkendt indsats, siger cheftræner Kristian Danielsen, der understreger, at der nu skal arbejdes fokuseret på at få hævet bundniveauet.

Der var dog også glimrende øjeblikke – set med Skanderborg-briller – med store redninger, flotte mål og fint forsvarsspil, som kan tages med i bagagen i den kommende turnering i 1. division. 

Når først spillerne, som består af mange nye og mange unge spillere, får lært hinanden godt at kende både på og uden for banen, venter der helt sikkert mange spændende kampe.

Holdet skal spille et par træningskampe i de kommende uger, før det går løs med turneringen, som starter med en hjemmekamp lørdag 9. september kl. 17 i Fælledhallen mod Hadsten. Gratis entré.

Målscorere: Othilia Christensen 3, Sofia Deen 3, Trine Knudsen 3, Katrine Larson 3, Mathilde Pape 2, Louise Søndergaard 2.

 

Website Security Test