Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Sikker sejr i Sønderborg

Webredaktør, udgivet d. 29. juli, 2017

Sønderjyske – Skanderborg Håndbold 20-27 (8-18)

Det blev til en sikker sejr til de nye Green Gunmen i den første testkamp efter opstarten. Sønderjyske var på omvendt besøg i juli måned, men da var det nogle helt andre hold der mødtes i dag i Skansen. Skanderborg manglede de 2 ungdomslandsholdsspillere Frederik Ladefoged og Rasmus Meyer, samt Mike Haack og Kristian Bonefeld der stadig plejer skader fra sidste sæson. Værterne havde også Aaron Mensing med U21 landsholdet, men ellers i stærkeste opstilling.

Det er 2 hold der ikke har skiftet så voldsomt ud i turneringspausen men til gengæld har begge hold skiftet både chef og assistenttræner. Nick Rasmussen og Kenneth Jørgensen fik den bedste debut af de 2 nye trænerteams og Kasper Christensen og Lars Krogh Jeppesen må pænt vente til næste kamp med at få deres første sejr i front for Sønderjyske holdet.

På spillersiden var der debut til Morten Balling og Nikolaj A. Nielsen og de kvitterede ganske passende med at score kampens 2 første grønne mål. I det hele taget stod der Skanderborg på det hele de første 30 minutter. De grønne spillede vel nærmest en fejlfri halvleg og efter blot 10 minutter stod der hele 1-9 på den store måltavle i Skansen. Kristoffer Laursen stod godt i Skanderborg målet mens de 2 keepere i Sønderjyske målet ikke fik fat i meget før pausen. Der var ikke meget at sætte fingre på for Skanderborg trænerne i pausen, foran 18-8.

Efter pausen kom Sønderjyske bedre med og startede med at lave halvlegens første 4 mål. Vore afslutninger havde ikke helt samme kvalitet som før pausen og der gik 7 minutter før Kasper Irming fik sat proppen i hullet med 2 scoringer i træk til 13-20.

Spillet efter pausen kom til at bære præg af at der blev skiftet massivt ud og det var tydeligt at trænerteamet skulle have prøvet mange forskellige opstillinger af. Kvaliteten i både angrebsspil og afslutninger faldt efter pausen, hvor Andreas Væver bl.a. misbrugte 2 straffekast, men heldigvis fulgte Bertram Obling stærkt op på Kristoffer Laursens gode 1. halvleg og han var medvirkende til at hjemmeholdet ikke kom rigtigt tæt på. Tættest var de ved 18-22 men de sidste 10 minutter trak Skanderborg lidt fra igen og kunne notere en sikker sejr i første testkamp efter sommerferien.

Frederik Børm stod for kampens dramatiske højdepunkt da han kort før tid fik direkte rødt kort for at plante en albue i ansigtet af Andreas Væver.

Kampen blev overværet af imponerende ca. 400 tilskuere i Skansen. Meget kan man sige om Sønderjylland, men de har uden sidestykke det mest trofaste hjemmepublikum i landet og imponerende at høre de taktfaste klapsalver trods bagud med 10 mål i 1. halvleg. Det har redaktionens udsendte medarbejder ikke oplevet før under en testkamp i en dansk håndboldhal.

Næste testkamp for The Green Gunmen er mandag 7/8 på udebane mod TM Tønder.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Andreas Væver 5, Jonas Eichwald 5, Kasper Irming 4, Martin Mauer Larsen 4, Morten Balling 3, Nikolaj A. Nielsen 2, Jeppe Jonasson 1, Mathias Smed 1, Morten Kirk Olesen 1, Rasmus Kaagaard 1.  

Website Security Test