Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Skanderborg – REHH

Webredaktør, udgivet d. 25. marts, 2017

Skanderborg Håndbold – Ribe-Esbjerg HH 28-28 (17-12)

Dagen i dag vil mest blive husket som dagen hvor det direkte nedrykningsspøgelse blev aflivet, da Randers tabte i Sønderjyske og dermed er det afgjort at Randers tager den direkte nedrykning allerede før sidste spillerunde. Dermed ligger det også fast at det bliver Skanderborg og TM Tønder der skal ud i de drabelige kvalifikationskampe om de sidste 2 billetter til næste sæsons 888Liga. Modstanderne bliver enten Skive eller TMS Ringsted.

Resultatet af kampen i Sønderjyske kom i de sidste sekunder af 1. halvleg og lige midt i en god Skanderborg periode i kampen. Indledningen var ellers meget lige og indtil det 18 minut stod der 9-9 på måltavlen. Herfra spillede Skanderborg stort og vandt de sidste 12 minutter af 1. halvleg med 8-3 til pausestillingen 17-12.

Uanset hvor stor en føring The Green Gummen har haft i denne sæson, så ved det trofaste publikum godt at de ikke skal sælge skindet før alle 60 minutter er gået, og det blev også historien i dag. Da resultatet kom fra Sønderjyske, betød det også at både Kasper Irming og Kristoffer Laursen blev sendt i bad med tak for i dag. Begge har døjet med skader den seneste periode og dermed tog trænerteamet ingen chancer frem mod de afgørende knald eller fald kampe.

Efter pausen kom Skanderborg helt skævt fra start. Om det var den nye opstilling uden topscorer Irming i bagkæden skal være usagt, men kønt var det ikke. 4 mål i træk til gæsterne på 4 minutter blev da også for meget for cheftræneren, der forlangte timeout i Erik Veje tempo og man må formode at det ikke var helt stuerent hvad der blev sagt i de 60 sekunder. Men uanset hvad der blev sagt, så hjalp det heldigvis og proppen blev sat i hullet. REHH havde indhentet vores føring men stille og roligt trak vi fra igen. Efter 8 minutter stod der 20-17 og midtvejs var der igen skabt et hul på 5 mål ved 24-19. Traditionen tro regnede udvisningerne ned over Skanderborg, hvor vi i dag nåede op på imponerende 7 stykker mod gæsternes 4 gange 2 minutter. Igen i dag blev det dyrt og REHH kom tilbage på uafgjort 27-27 efter 24 minutter. Andreas Væver bragte os tilbage i front 28-27 med hans 8. mål i kampen efter 25 minutter, og det skulle desværre vise sig at blive vores sidste scoring i kampen. Jacob Holm bragte balance i regnskabet i sidste minut, ligeledes med hans 8. scoring og det gav Skanderborg de sidste 30 sekunder med bolden og dermed chancen for at hive begge point hjem.

Spillet blev lagt op til en afslutning i de sidste sekunder, men en gigantisk tackling direkte i hovedet af en Skanderborg spiller med blot 4 sekunder tilbage ødelagde den plan. Tacklingen blev tildelt 2 minutters udvisning til REHH, men det efterlod os med kun 4 sekunder tilbage på klokken. Men trods de få sekunder så nåede det at blive et kæmpe drama. Besard Hakaj fik bolden og blev nedlagt af 2 mand i bedste wrestling stil, men bag om ryggen scorede vores stærke nordmand alligevel. Kampens 2 dommere valgte desværre at fløjte frikast i samme sekund, så målet kom ikke til at tælle.

Skanderborg bænken var stærkt oprevet i sekunder efter kampen, men traditionen tro hjalp det ikke på hvad der var blevet dømt og stillingen 28-28 blev kampens slutresultat. Det ene point betyder at vi rykker 1 point foran TM Tønder før sidste spillerunde på onsdag kl. 19.30. Vi er bedst indbyrdes med Tønder, så sønderjyderne skal vinde og vi skal tabe på onsdag for at vi ikke bytter plads i tabellen.

Som tingene ser ud lige nu, møder nummer 13 Skive fH, og nummer 12 ligger til TMS Ringsted, men det kan også nå at ændre sig endnu.

Det ligger dog NÆSTEN fast at vi spiller den første kvalifikationskamp hjemme 2. påskedag, mandag den 17/4. Kamptidspunkt bliver formodentligt ved 18-19 tiden. Sæt kryds i kalenderen allerede nu, det bliver hysterisk spændende og helt afgørende at vi kan få fyldt Orangeriet op med larmende østjyder.  

Målscorere Skanderborg Håndbold:

Andreas Væver 8, Rasmus Kaagaard 4, Kasper Irming 3, Martin Mayer Larsen 3, Mike Haack 3, Basars Hakaj 2, Morten Kirk Olesen 2, Frederik Ladefoged 2 og Mikkel Kaagaard 1.

Målscorere Ribe-Esbjerg:

Jacob Holm 8, Rasmus Nielsen 4, Philip Holm 4, Anders Christiansen 2, Lukas Karlsson 2, Akut Kreutzmann 2, Pelle Schilling 2, Jonas Tidemand 1, Søren Tau 1, Rasmus Boysen 1og Sonny Landberg 1.

Udvisninger: REHH: 4. Skanderborg: 7.

Tilskuere: 1.057

Website Security Test