Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Fremragende første halvleg mod København

Webredaktør, udgivet d. 19. februar, 2017

Referat Skanderborg Håndbold – København Håndbold 22-27 (11-13)

Når man ligger sidst i tabellen, er man naturligvis nødt til at holde fokus på alt det, som går godt og tage afsæt i det fremadrettet. Og godt var der rigtig meget af for Skanderborgs ligadamer i lørdagens kamp i Fælledhallen, især i første halvleg.

Endnu engang overraskede hjemmeholdet tilskuere – og modstanderholdet fra København – med en fantastisk flot spillet første halvleg, hvor der i den grad stod Skanderborg på kampen.

Monika Kongsgaard lagde ud med en god redning, og efter en Anne Mette Hansen-hammer på overliggeren kunne Trine Knudsen efter to et halvt minut sætte kampens første mål i kassen, 1-0 til Skanderborg. Efter små ni minutter førte Skanderborg 6-4 og få minutter senere 7-4. Skanderborg fortsatte med et super koncentreret og bevægeligt forsvar, store redninger og fine mål og førte 10-8 indtil det 24. minut. København kom dog på 10-10, men Skanderborg fik igen scoret til 11-10, før satsningen på syv mod seks-spil mislykkedes på grund af nogle tekniske fejl af Skanderborg, og det betød to københavnske scoringer i et tomt Skanderborgmål.

Når vi spiller syv mod seks med målmanden ude, er det en kalkuleret risiko, vi løber. De straffede vores egne tekniske fejl, men det er også en af mulighederne for os for at få mål, så sådan er det bare, det er en del af gamet, sagde Skanderborgs assistenttræner, Kristian Danielsen efter kampen.

Han og cheftræner Mikkel Voigt Frederiksen var dog rigtig godt tilfredse med første halvleg, hvor de så deres hold spille med stor disciplin i forsvaret og holde aftalerne.

Vi er stolte over, at vi er blevet bedre til den del, så vi har fået stabiliseret vores forsvar og ikke er så svingende. Vi havde også forberedt os rigtig godt på både Anne Mette Hansen og hendes indspil til Louise Svalastog, og på Anne Cecilie La Cour, og det lykkedes også rigtig godt. De fik ikke succes med deres spil, og det betød, at kampen blev spillet på vores præmisser i det meste af første halvleg, sagde Kristian Danielsen.

De to trænere fik i pausen lagt en game-plan for anden halvleg, som de mente kunne få hjemmeholdet tilbage i kampen, selv om holdet var bagud med to. Og hjemmeholdet lagde da også fint ud med tre scoringer på tre minutter til 14-15. Men så fulgte en scoringspause på ikke mindre end 16 minutter.

Skanderborg var med 8-9 minutter tilbage af kampen faktisk bagud med ikke mindre end ni mål, 15-24, men fortsatte med at kæmpe. Blandt andet lykkedes det både Kristina Jørgensen og Steinunn Hansdottir at få scoret i et tomt københavnermål til stillingen 20-26, hvorpå Claus Mogensen, Københavns træner, der stammer fra Skanderborg, tog timeout. Det ændrede dog ikke noget umiddelbart, idet Monika Kongsgaard leverede nogle fine redninger i Skanderborgmålet, og Kristina Jørgensen fik scoret til 21-26, mens Laura Damgaard fik sat kampens sidste mål ind i det 29. minut til slutresultatet 22-27.

Vi blev på et tidspunkt lukket mere og mere ned og kunne ikke finde nogle åbninger i angrebet. Luften gik lidt af ballonen, og vi kunne ikke få slået hul i Københavns betonforsvar. Det blev lidt stereotypt for os, hvor vi kørte mange angreb med samme koncept, og så blev vi lidt for ivrige. Så da var vi udfordret. Men vi holdt jo København Håndbold på under 30 mål, og det er der ikke mange hold, der gør. Så det er vi rigtig godt tilfredse med, sagde Kristian Danielsen.

Kristina Jørgensen blev efter kampen kåret til bedste Skanderborgspiller.

Ud over de ni mål leverede hun også et sindssygt flot forsvarsarbejde, lød det fra assistenttræneren.

Kristina Jørgensen har meldt ud, at hun i næste sæson skal spille i en klub på et højere niveau og derfor ikke spiller i Skanderborg til næste år. Hun kan dog stadig ses i aktion for Skanderborg i fem kampe endnu – og den næste er allerede på onsdag, hvor holdet tager til Randers. Kampen begynder kl. 18.30.

Næste gang, Skanderborg spiller hjemme i Fælledhallen, er søndag 5. marts, hvor de tager imod Silkeborg-Voel KFUM. Kampstart kl. 15.00.

Målscorere: Kristina Jørgensen 9, Laura Damgaard 4, Sidsel Mejlvang 4, Trine Knudsen 2, Sarah Stougaard 1, Annika Jakobsen 1, Steinunn Hansdottir 1.

Website Security Test