Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Sønderjyske – Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 14. december, 2016

Sønderjyske – Skanderborg Håndbold 24-23 (14-12)

Kampe mellem Sønderjyske og Skanderborg er nærmest pr. tradition nogle tætte og intense opgør, og dagens eksemplar blev absolut ingen undtagelse. De 2 hold fulgtes ad op i ligaen for 5 år siden og efter at sønderjyderne fik bygget den nye bastion Skansen, har Skanderborg kørt hjem til 8660 talrige gange med minus 1 på måltavlen. Det gjorde vi også i dag, og selvom der nu er kommet motorvej fra Aabenraa til Sønderborg, bliver det en af de rigtigt lange ture med Bus Peder i dag.

Bertram Obling 290815-01Skuffelsen lyste ud af både spillere og trænere efter kampen, og man forstod dem godt. Efter en mindre god grøn 1. halvleg kom vi lidt nådigt kun til pausen med minus 2, og det var på hård defensiv fight og ikke meget andet. Den fight kom vi ud med igen efter pausen, i en kamp der blev meget målfattig og kun rig på godt forsvarsarbejde og godt målmandsspil af især Bertram Obling i Skanderborg målet, og Thorsten Friis i Sønderjyske målet.

Angrebsmæssigt magtede vi igen i dag ikke at finde den helt rigtige blanding af de grønne spillekort. Spillet var uden den kendte hurtige Skanderborg flow og kontrafasen bar igen præg af usikkerhed og manglende flow. Selvom angrebsspillet ikke er som vi kender det fra tidligere, så fik vi i dag faktisk tilspillet os mange chancer, men spildprocenten var alt alt for stor. Kasper Irming spillede en del af kampen i dag, men var tydeligvis ikke hverken 100 eller 75% fit for fight, og i stedet var det Morte Kirk Olesen der gang på gang fik bolden lagt i hænderne når afslutningen skulle falde. Han nettede også 3 gange, men det var på rigtigt mange forsøg. Der manglede at flere end Morten Kirk der tog ansvar når der skulle afsluttes.

knebkagerMed 10 minutter tilbage af kampen tog hjemmeholdet deres 2. timeout foran 20-19. Hele Skansen kogte som kaffevandet til det sønderjyske kaffebord, og man sad faktisk og manglede Kirsten Paulsens vidunderlige knebkager i presselogen netop der. Stemningen nåede godt og vel kogepunktet kort efter, da Sønderjyskes Adam Nyfjäll med 2 mål i træk bragte de mågestelsfarvede værter foran med 22-19, men straks efter nettede Skanderborg ved Morten Kirk og Rasmus Porup og spændingen var genetableret. De sidste 4 minutter blev én stor gang nerve, hvor rutinerede Simon Kristiansen viste hvorfor det er guld værd at have en gennemrutineret målræv i truppen. Han scorede de sidste 2 Sønderjyske mål og jublen kunne bryde ud i Sønderborg onsdag aften.

Der var bestemt ingen jubel i Skanderborg lejren. Spillere og trænere følte vi havde fortjent point i dagens opgør, og det var bestemt heller ikke manglende indsats der var skyld i det smalle nederlag. Det var de mange brændte chancer derimod, krydret med en lille pose af de berømte tyske små marginaler, som sportschefen forgæves havde ledt efter på hylderne i Otto Duborg inden kampen.

Vi må videre, der er jo intet andet at gøre. Heldigvis fik ingen af holdene under os point i dag, men til gengæld vandt både Mors-Thy og vores egne modstandere fra Sønderjyske 2 yderligere point. Revanchen skal stå på lørdag, når topholdet fra Aalborg Håndbold lægger gulv til sæsonens måske sværeste udekamp. Men intet er umuligt, hvis man er grøn i hjertet.

Målscorer Sønderjyske:

Simon Kristiansen 5, Christoffer Fors 5, Adam Nyfjäll 4, Frederik Børm 3, Kenneth Bach 2, Jonas Samuelsson 2, Mattias Thynell 2, Alexander Hansen 1.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Jeppe Krogh 5, Kasper Irming 4, Morten Kirk Olesen 3, Mike Haack 3, Frederik Ladefoged 2, Andreas Væver 2, Kristian Bonefeld 1, Thomas Christensen 1, Martin Mauer Larsen 1, Rasmus Porup 1.

Website Security Test