Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Randers HH kampen

Webredaktør, udgivet d. 8. december, 2016

Skanderborg Håndbold – Randers HH 23-21 (14-11)

Bundgyser, bundbrag, revanchekamp, kampen om sidstepladsen. Dagens opgør i Orangeriet mod Randers HH havde mange aspekter og vigtigheden af kampen var tydelig for enhver. Taberen af dagens opgør var henlagt til 888Ligaens sidsteplads, og den placering er jo ikke ligefrem den mest eftertragtede.

mike-haack-170916-02Opgøret startede også lige præcist så nervøst som man kunne frygte. Skanderborg kunne slet ikke finde vej til Randers netmaskerne i startminutterne. Efter 5 minutter stod der gyselige 0-4 på den flotte Nautronic kube i loftet af orangeriet, og den første tanke tilbage på 2015 opgøret, begyndte vel at strejfe hovedparten af de 710 tilskuere. Bænken holdt heldigvis hovedet koldt og efter 9 minutter stod der lidt mere spiselige 4-4 på selvsamme kube. Midtvejs i halvlegen stod der 7-7 og herfra var det heldigvis Skanderborg der var i front resten af kampen. Mike Haack bragte de grønne i front med 10-7 med 3 mål i træk og var det ikke for et utal af uskarpe afslutninger kunne pauseføringen på 14-11 sagtens have været noget større.

Gæsterne fra Randers kom bedst ud fra pausen og reducerede til 14-13, og igen gik der mere end 4 minutter før den første Skanderborg scoring blev sat ind, på straffekast af liga topscorer Kasper Irming. Spillet var ikke prangende i nogle af kampens 2 halvlege, men Skanderborg lavede færrest fejl og midtvejs i 2. halvleg var føringen udbygget til 19-15, hvor gæsterne tog timeout. Det hjalp ikke nævneværdigt for Skanderborg udbygge yderligere til 22-17, som var stillingen efter 52 minutter. Her tog Randers deres sidste timeout og den hjalp til gengæld. Godt hjulpet på vej af nogle forkerte beslutninger i Skanderborg offensiven, lavede Randers 3 mål i træk og var på 22-20 med knap 3 minutter igen.

morten-kirk-olesen-090916-08Her lukkede Morten Kirk Olesen heldigvis kampen med et for ham usædvanligt flot mål, så flot at man faktisk slet ikke troede han havde så flotte mål i hans håndbold værktøjskasse. Den gæve playmaker der har rygtet om altid at score de knap så spektakulære energimål, spillede en stor kamp rent offensivt, og var en stor del af forklaringen på dagens sejr.

Vi erkender blankt, det var ikke kønt i dag. Men lige i dag betød det ikke så meget for der kom 2 ultravigtige point på kontoen, der gav luft på 4 point ned til Randers samtidigt med at vi igen overhalende Tønder med et enkelt point, dog med en kamp i baghånden fra den annullerede TTH kamp.

Om blot 3 dage står den igen på kamp i orangeriet, hvor der står en helt anden type modstander på den anden side af midterlinjen. KIF Kolding København kommer på deres første besøg i orange, og det skal nok blive en spændende oplevelse på flere områder. Et Koldinghold der er i desperat behov for yderligere point, mod et Skanderborg hold der igen fik færten af point i dagens kamp. Vi glæder os allerede.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Kasper Irming 8, Morten Kirk Olesen 5, Mike Haack 4, Frederik Ladefoged 2, Rasmus Kaagaard 2, Martin Mauer Larsen 1, Mikkel Kaagaard 1.

Målscorer Randers HH:

Kristian Ulriksen 6, Jorn Smits 3, Simen Strømberg 3, Lars Skaarup 2, Hans Martin Asmussen 2, Nikolaj A Nielsen 1, Søren Fisker 1, Christian Olesen 1, Rasmus Lilholt 1, Viggo Kristjansson 1.

Website Security Test