Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat Aalborg – Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 17. december, 2016

Aalborg Håndbold – Skanderborg Håndbold 24-22 (11-13)

Skanderborg drog lørdag til dobbelt A for at jagte sæsonens 9 og 10 point. Det var 888Ligaens tophold, og det er de desværre stadig. Men det kunne sagtens have været gået helt anderledes end det 22-24 nederlag som de grønne måtte tage med hjem i bussen. Historien om smalle nederlag har været lang i denne sæson, men i dag kan vi ikke tale om marginaler og manglende held, det var ganske enkelt elementære fejl fra egen hånd der afgjorde dagens dyst.

Aalborg 2016Der var lagt op til stor fest i Gigantium med Aalborg Håndbolds 6 års fødselsdag, med billetpris på det samme magiske tal, seks kroner. Den Islandske træner Aron Kristjansson var på besøg i VIP lokalet, og opfordrede de mange spisende sponsorer til at gøre det svært for Skanderborg i boldbesiddelse under kampen. Den del fik han dog ikke meget opbakning til, det virker efterhånden lidt som om Danmark ikke helt forstår de Islandske trænere i disse år. Nede i hallen mindede det faktisk mere om en 90 års fødselsdag, hvor fødselaren var den yngste blandt deltagerne. Der var så stille når Skanderborg var i angreb, at man kunne høre hver gang naboen i presselogen, Tommy Kuglepen fra Folkebladet, dykkede ned i papir slikposen ved siden af den store blok med de ulæselige journalist runer, og det var rigtigt mange gange i løbet af kampen.

Skanderborg var foran fra første minut i 1. halvleg og spillede stærkt og koncentreret i den defensive ende af banen. Der var mange fejl i offensiven, men fejlene kostede ikke da hjemmeholdet ikke formåede at straffe os i den anden ende af banen. Kristoffer Laursen var stærkt spillende gennem hele kampen og efter 20 minutter var vi foran 8-6 og på trods af en alvorlig haglbyge med 4 grønne udvisninger på blot 7 minutter, holdt drengene fanen højt og Aalborg skulle være endog rigtigt godt tilfredse med kun at gå til pausen bagud 11-13. Blot 4 minutter før var vi foran med 5.

jeppe-krogh-081016-03Billedet var det samme efter pausen. Aalborg havde utroligt svært med at finde vej til netmaskerne og scorede kun 1 mål de første 7 minutter. Desværre lavede vi også mange fejl i angrebsspillet og formåede kun at nette 2 gange i samme periode. Aalborg kom på uafgjort for første gang efter 40 minutter på 16-16 men Skanderborg lagde sig ikke ned af den grund. Vi skulle helt frem til det 47 minut før hjemmeholdet for første gang kom i spidsen af opgøret ved 20-19 og kampen lå og vippede og lignede en kamp med en gyserafslutning i vente. Føringen blev en realitet efter en helt håbløs udvisning af Jeppe Krogh, der desværre igen i dag blev præsenteret for 2 udvisninger som kun han bliver tildelt. Han var efter kampen dybt frustreret og i disse knæk kurven tider bør dommerne nok snart overveje en anden linje på deres domme mod Krogh, for ellers kan Dansk Håndboldforbund sagtens blive et medlem fattigere.

Bagud 21-20 med præcist 10 minutter tilbage tog Krickau sin 2. timeout og det skulle desværre vise sig at blive begyndelsen på enden. Vi gik i 7 mod 6 og de efterfølgende 4 angreb begik vi den ene elementære fejl efter den anden. Flere kunne ikke engang gå under kategorien tekniske fejl og da angreb nummer 5 blev afsluttet med en bræt afslutning fra højre fløj så det for alvor sort ud. Stillingen var nu 23-21 til hjemmeholdet der heldigt for os tog deres timeout nummer 2. Den gav os efterfølgende 2 mål i træk ved Kristian Bonefeldt og Kasper Irming, med 4 minutter tilbage. Pludseligt var både point og sejr igen indenfor rækkevidde men vi kom desværre ikke yderligere på måltavlen de sidste 4 minutter og Aalborg kunne ånde lettet op og notere en yderst smal 24-22 sejr i fødselsdagsgave.

Det var endnu en rigtig rigtig stærk defensiv præstation af Skanderborg i dag, det må ikke glemmes i skuffelsen over de mange offensive fejl i dag. Defensiven er jo grundstenen på ethvert håndboldhold og lægger vi oveni de seneste kampes flotte defensiv at vi er uden styrmanden Besard Hakaj, så er den del af spillet bestemt godkendt. Vi skal kigge i den anden ende af banen og vejen derop, for Skanderborg skal have genopfundet både kontra og angrebsspillet i den kommende uge for igen at få point på kontoen.

Lad det endeligt lykkedes på fredag kl. 19.30 når arvefjenderne fra BSV kommer på besøg i Orangeriet.

Målscorer Aalborg Håndbold:

Patrick Wiesmach 6, Stefan Sigurmannson 4, Martin Larsen 4, Sander Sagosen 3, Simon Hald 2, Chris Jørgensen 1, Mikael Aggerfors 1, Tobias Ellebæk 1, Rene Antonsen 1, Buster Juul 1.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Kasper Irming 6, Martin Mauer Larsen 4, Rasmus Porup 3, Morten Kirk Olesen 2, Frederik Ladefoged 2, Mikkel Kaagaard 2, Kristian Bonefeld 1, Mike Haack 1, Matthias Smed 1.

Tilskuere: 3.837 i Gigantium Aalborg.

Udvisninger: Aalborg 3, Skanderborg 6.

Website Security Test