U16 drengene vandt topopgør
Skanderborg Håndbold – SINE Håndbold 25-18 (12-9)
Dagens topopgør mod Sine Håndbold blev spillet i Morten Børup hallen. Hjemmeholdet kunne gå på banen som tophold med 1 point mere end Sine Håndbold og masser af selvtillid i bagagen efter overbevisende sejre i de første 4 kampe.
Selvom hjemmeholdet lagde ud med at komme foran 6-2, var 1. halvleg en blandet fornøjelse præget af både gode gennemspillede angreb med fine afslutninger – specielt fra højre back Oliver Juhl – men også med flere tekniske fejl og knap så kvalificerede skud. SINE sendte playmaker Simon Due på banen efter 18 minutters spil, og han voldte resten af kampen Skanderborg-forsvaret problemer med sit hurtige antrit. Skanderborg kunne gå til pausen med en føring på 3 mål 12-9.
I anden halvleg var Skanderborg fortsat udfordret i forsvaret af de hurtige gennembrudsspillere fra SINE, og det var tydeligt at Skanderborg blev presset mere end i de hidtidige kampe, men Skanderborg viste med fight og god energi fra alle mand vejen til endnu en sikker sejr på 25-18. Endnu engang viste Tobias Nordahl høj klasse i Skanderborg-målet og endte på en redningsprocent på 58.
De to hold mødes igen allerede på mandag på SINEs hjemmebane til endnu en duel.
Målscorere: Oliver Juhl 6, Christian Lundbye 6, Magnus Taulbjerg 4, Christian Jacobsen 4, Thomas Munk 2, Lukas Eichwald 2(1), Jacob Nordtvig 1, Jacob Villemoes 1
Redningsprocent: Tobias Nordahl 58%
