Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Måltørke gav nederlag mod Randers

Webredaktør, udgivet d. 25. september, 2016

Referat Primo Tours-ligaen: Skanderborg Håndbold- Randers HK, 24-29 (13-14)

I de første nitten et halvt minut gik det fuldstændig forrygende for Skanderborgs krigerkvinder i lørdagens kamp i Cigaræsken i Skanderborg. På det tidspunkt førte hjemmeholdet med 13-9, og det så meget lovende ud. Men så var det pludselig slut med at score mål i første halvleg, for Skanderborgs vedkommende. Laura Damgaard liga16/17

Og kun et enkelt mål blev det til i de først minutter af anden halvleg, i alt godt 17 minutter med kun én scoring. Antallet af tekniske fejl og tabte dueller bare voksede og voksede, alt imens Randers greb chancen og scorede videre og pludselig førte 18-14.

Hvad skete der? – Vi starter sådan set rigtig fint og er effektive indtil 13-9. Men så rammer vi en lang periode, hvor vi har svært ved at producere og omsætte chancerne til mål, og det fortsætter ind i anden halvleg, og også selv om vi spiller 7 mod 6, bliver vi for ineffektive, i forhold til hvordan vi har spillet i de to foregående kampe, sagde en ærgerlig træner Mikkel Voigt Frederiksen efter kampen. Sidsel Mejlvang liga 16/17

Det lykkedes dog Skanderborg at komme på 18-20, og 22-24, da der manglede godt seks minutter af kampen. Men så gik Randers igen mål-amok og scorede fem mål på fem minutter – 22-29.

I løbet af det sidste minut fik Skanderborg dog pyntet lidt på resultatet med yderligere et par mål til slutresultatet 24-29. Kristina Jørgensen liga16/17

Efter kampen blev Kristina Jørgensen kåret som kampens Skanderborgsspiller af Karsten Nielsen fra AVK.

Trænerne og holdet var enige om at ‘lukke’ kampen i omklædningsrummet og holder nu fokus på næste opgave, som er på tirsdag d. 27/9.

Her spiller Skanderborg den fjerde af fem kampe på 16 dage, når TTH Holstebro kommer på besøg. Lige nu er de to hold de eneste i dameligaen uden point, så begge vil være sultne efter en sejr.

– Mon ikke der kommer en lille trods-reaktion hos os efter endnu en kamp uden point, så vi får lavet om på det på tirsdag, lyder det fra træneren, der håber at se rigtig mange i hallen. – Publikums hjælp og støtte betyder rigtig meget for os, så vi håber naturligvis på en fyldt cigaræske igen, siger han. Kampen begynder klokken 19.30.

Målscorere for Skanderborg: Laura Damgaard 7, Kristina Jørgensen 5, Steinunn Hansdottir 4, Othilia Christensen 2, Stine Holm 1, Trine Knudsen 1, Celine Holst 1, Sidsel Mejlvang 1, Sarah Stougaard 1, Sofia Deen 1.

Website Security Test