Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat TTH – Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 12. marts, 2016

Team Tvis Holstebro – Skanderborg Håndbold 29-27 (16-13)

Der skete ingen mirakler i Holstebronx for The Green Gunmen, der efter Sønderjyskes uafgjorte resultat var 2 point efter 8. pladsen, og vi kunne have udlignet stillingen før torsdagens slutspilsfinale i Cigaræsken.

Rasmus Kaagaard 121215-08Kampen startede ellers fint for Skanderborg, der spillede friskt til i begge ender af banen. Stillingen var 4-4 efter 6 minutter og efter 13 minutter og 47 sekunder var vi i front med 8-7. Her starter de afgørende 5 minutter, som efterfølgende blev det store samtale emne i den halvfyldte Gråkjær Arena. Kasper Foder idømmes en 2 minutters udvisning, som på vej ud af banen ændres til 2 x 2 minutter af dommer Hans Henrik Staal. Frustrationen var stor i den grønne lejr, og som om dette ikke var galt nok. Ikke mange sekunder efter denne hændelse idømmer dagens observatør Frank Bjerregaard så Rasmus Kaagaard en yderligere 2 minutters udvisning for brok i udskiftningsområdet. Overrasket var man vel egentlig ikke, men synd for kampen og spillet var det, og de mange minutter i undertal i træk betød 5 TTH mål i træk, og desværre også at det blev en alt for afgørende faktor i dagens kamp.

Trods den mavepuster kæmpede Skanderborg sig tilbage i kampen da vi langt om længe blev fuldtallige, og ganske imponerende stod der pludseligt 13-13 igen efter 26 minutter, og man sad med en fornemmelse af at alt kunne ske i Holstebro idag. En ny udvisning efterfølgende betød desværre at vi igen kom bagud med 3 mål inden pausen, og man må tage hatten af for den effektivitet og kynisme som hjemmeholdet udviste i overtalsperioderne. Omvendt fik de også rig lejlighed til at træne denne facet i spillet.

Besard Hakaj 161215-002Pausestillingen endte med 16-13 og måske den neon røde duo havde lidt ondt af The Green Gunmen. For straks efter starten på 2. halvleg fik TTH nemlig deres eneste udvisning i kampen på Anders Oechsler, for hvad må guderne vide, men ud kom han. Det var Skanderborg ikke skarpe nok på at straffe og i stedet bragte hjemmeholdet sig foran med 19-13, og man sad med en fornemmelse af at dette var en af DE dage. Men som så mange gange før i denne sæson, kæmpede Skanderborg sig ufortrødent tilbage og ved 22-19 efter 14 minutter fik man igen fornemmelsen af point. En ny udvisning der kostede 3 mål imod 0 punkterede desværre den dejlige fornemmelse endegyldigt, og med 9 minutter tilbage var vi bagud 28-21. Alt håb syntes ude, men så gik der helt opløsning hos hjemmeholdet. 6 grønne Gunmen mål i træk bragte mirakuløst spændingen tilbage i kampen, men i slutminutterne endte det med at tidligere Gunman Lars Mousing kunne slå det sidste og afgørende søm i Skanderborg kisten.

Man sad med en underlig tom følelse efter kampen. Der skete så mange uventede ting i løbet af kampen, på den dag hvor vi måske godt kunne have drillet Holstebro mere end tilfældet var. Vi endte med at tabe vores 5 undertalsperioder med 9-0, og 9 mål kunne have ændret billedet af denne kamp mange gange.

Denne kamp skal ud af systemet inden k. 24 i aften – for nu står der kun en ting i hovederne på alle i Skanderborg. Finalen mod Sønderjyske på Torsdag kl. 20.30. Vi er 2 point efter, og en sejr vil bringe os a point med de mågestelsfarvede sønderjyder før sidste spillerunde.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Morten Kirk Olesen 4, Rasmus Kaagaard 4, Besard Halaj 3, Martin Mauer Larsen 3, Kasper Foder Nielsen 3, Tim Sørensen 3, Mikkel Kaagaard 3, Jonas Langerhuus 2, Jacob Aaquist 1, Andreas Væver 1.

Målscorer Team Tvis Holstebro:

Patrick Wiesmach 9, Magnus Bramming 5, Peter Balling 4, Lars Mousing 4, Jac Karlsson 3, Sigurbergur Sveinsson 3, Anders Oechsler 1.

Tilskuere: 1.421

Udvisninger: Skanderborg 5, TTH 1.

Website Security Test