Køb billetter

SKANDERBORG HÅNDBOLD

– hele kommunens FYRTÅRN!

«« »»

Referat BSV – Skanderborg

Webredaktør, udgivet d. 17. februar, 2016

BSV – Skanderborg Håndbold 28-28 (10-12)

Det var med lidt bange anelser at redaktionen red efter The Green Gunmen til Silkeborg, hvor de pengestærke lokalrivaler fra BSV var dagens opgave. Sidste uges dårlige spil og yderligere skader sad lidt i baghovedet, men det skulle vise sig at det var aldeles ubegrundet. Spillerne mandede sig i den grad op efter GOG kampens mangelfulde kvalitet, og trænerteamet havde gjort deres taktiske hjemmearbejde til UG med kryds og slange.

Martin Mauer Larsen blev skadet under fredagstræningen og med 2 ud af 3 venstre backs på skadeslisten, var opgaven overladt til unge Jacob Aaquist på egen hånd. Den udfordring tog Aaquist imod og han havde en meget stor aktie i at vi kunne tage det ene point med hjem fra Silkeborg.

Kristoffer Laursen 121215-14Skanderborg satte sig på kampen fra første fløjt. Kristoffer Laursen storspillede fra start hvor han fortsatte sin overhånd i duellerne med Stefan Hundstrup, fra den omvendte kamp i efteråret. Hurtigt var vi foran 2-0 og midtvejs i halvlegen var vi lidt overraskende i front med 7-3. Spillerne var dybt koncentreret i defensiven, hvor hjemmeholdet havde meget svært ved at spille sig til åbne målchancer. I offensiven måtte vi sædvanen tro bruge mange kræfter 6 mod 6, men vi lykkedes godt med at krydre med nogle af de dejligt nemme kontra scoringer. Efter 25 minutter havde BSV dog indhentet vores føring ved 9-9, men en god slutspurt betød pauseføring på 12-10 til vores hårdt arbejdende Gunmen

De første 30 minutter bød på uhørte 8 udvisninger, 4 til hvert hold, og det må have betydet en fortjent skideballe fra observatør Kjeld Løvqvist i pausen til de unge dommere, for efter pausen faldt der ikke en eneste 2 minutters afkøling.

Jacob Aaquist 191115-02De 2.317 tilskuere i Jysk Arena fik mere at tænke over efter pausen. De sejrsvante fusionsdrenge lykkedes nemlig ikke med at indhente de klogt spillende Gunmen fra 8660, der konstant svarede igen på hjemmeholdets scoringer. Efter 8 minutter trak unge Jacob Aaquist blankt for første gang, og det skulle vise sig som en god ide. De efterfølgende 20 minutter satte han 6 rene pletskud ind på Kasper Larsen i hjemmeholdets mål, og det var tæt på at det var nok til sæsonens anden sejr over BSV.

Hjemmeholdet fik kontakt efter 51 minutter på 24-24, og kort efter kunne Nikolaj Markussen bringe sit hold foran 25-24, hvilket var den første føring i kampen til BSV. Aaquist fortsatte heldigvis sin skydeopvisning og vi holdt trit med hjemmeholdet de efterfølgende minutter. Mikkel Kaagaard udlignede til 27-27 med 3 minutter igen på et flot mål fra nul grader på venstre fløj, og da Kristoffer Laursen efterfølgende “reddede” Nikolaj Øris straffekast, begyndte man for alvor at lure på point med hjem. Jacob Aaquist bragte os i vinder position med sit 6. mål til 28-27 med 1,5 minut tilbage på uret, men det lykkedes Johan Hansen at udligne på straffekast kort efter, og der blev ikke scoret yderligere i kampen.

28-28 i en stor fight, hvor sejren kunne have gået til begge sider i slutfasen. Der var både skuffelse og lettelse i begge lejre efter kampen, så uafgjort var måske ikke så tosset et udfald, når alt kom til alt.

Målscorer Skanderborg Håndbold:

Jacob Aaquist 6, Rasmus Kaagaard 6, Tim Sørensen 6, Mikkel Kaagaard 5, Morten Kirk Olesen 2, Kasper Foder Nielsen 2, Jonas Corneliussen 1.

Målscorer BSV:

Sebastian Skube 6, Johan Hansen 4, Michael Knudsen 4, Stefan Hundstrup 3, Nikolaj Markussen 3, Mads Christiansen 3, Nikolaj Øris 3, Allan Damgaard 2.

Website Security Test